Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

22. Jun. 1842

22 Juny
Det er sjældent at jeg klager over Veiret; naar Solen skinner glemmer jeg strax, det har regnet, men idag er det lidt bedrøveligt. Jeg gik tidligt ud for ret at være flittig og strax, da jeg kom til Kitnæs, Klinten, hvor jeg maler, begyndte det at regne og har siden holdt trolig ved; da jeg kom hjem igjen hertil Færgegaarden var Skovgaard gaaet i Seng, fordi han frøs, det saae ogsaa noget kjedeligt ud; er han kun ikke syg. – Forleden da vi gik hertil standsede vi paa en Bro over en Aa og saae ned i Vandet; snart fik vi Øie paa en Igle, der af al Magt stred mod Strømmen, den bugtede sin slimede sorte Krop det bedste den kunde, men forgjæves, Vandet førte den ganske roligt med sig udad mod Fjorden, og havde den ikke faaet det lykkelige Indfald at gaae lidt tilside, hvor Strømmen ikke var saa stærk, var den gaaet tilsøes, hvor det bedske Saltvand vel havde gjort Ende paa den. Den sorte slimede Ven lignede et Menneske, der saaledes arbeider mod Strømmen, den troede maaske ogsaa den var en Kæmper for den gode Sag, og at den vandt, den saae maaskee slet ikke at den Retning den vilde modarbeide førte den med sig. Den opnaaede Intet og forstod ikke at føre sig Omstændighederne til Nytte. Denne sorte slimede Ven lignede mig selv, heller ikke jeg tilfredsstilles af den Retning Massen tager, heller ikke jeg følger [overstreget: den] villig Strømmen, forstaaer ikke Tiden og lever derfor ofte i den svundne, skjøndt jeg erkjender, at vi bør leve [overstreget: i] |med| vore Samtidige, tit maa Hovedet sige Ja og Hjertet Nei! Skulde mit Maal være Hjernespind, min Stræben hen i Veir og Vind? jeg er dog forsaavidt lykkelig, at jeg seer ikke at Mængden river mig med, jeg troer dog at eie Noget, som er mit Eget, men naar jeg ret tænker efter, svinder det rigtignok ind saaledes at jeg ikke engang nu er istand til at nævne det; men det gjælder saaledes at komme paa det Rene med sig selv, at man veed, hvad der er erhvervet ved egen Tænkning egen Erfaring, det er dog det vi naturligst og bedst ere istand til at stride for, og selv om det kun bliver et Par Korn, da er det dog af dem at vor Livsvirksomhed skal udvikle sig. –
– – – Jeg savner min lange Bog, i den tegner jeg dog helst – – –
Den lange Steendæmning løber ud til Færgen lige for mig, Frederikssund ligger ovre paa den anden Side Fjorden, over det hele strømmer de deilige Regndraaber, klare som Diamanter ned – jeg priser Koen dernede i Engen den gaaer ufortrødent om i Tøierslaget og afgnaver Græsset, det maa ogsaa være en Lykke at kunne undvære Klæder i saadant Veir, naar Skindet skal være vaadt. Det pidsker lige stærkt – nu lidt Tobak, ikke en Bog er her, og ingen Plads havde jeg, jeg kan da troe den lange var den første, der kom paa Tale.

  1. Malerkammeraten P.C. Skovgaard (1817-1875).

  2. Kignæs.

Fakta

PDF
22. Jun. 1842
Dagbog A, side 36

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 80-81; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 86-87