18. Apr. 1842

18 April.
Idag har jeg begyndt det Maleri, jeg skal male for Skovgaards Onkel, forestillende Gaasetaarnet ved Vordingborg, efter en Tegning af Skovgaard; jeg glæder mig til dette Arbeide, der kan behandles let og bredt, det vil blive en god Øvelse for mig til mit eget store fra Jægerspriis. – Imorgen skal jeg følge hende paa Udstillingen; i næste Uge troer jeg hun reiser. Ja, lad hende reise, jeg skal da slaae hende af Hovedet, nei det kan jeg ikke; men jeg vil kun tænke paa hende, som et yndigt Væsen, for god for mig, der har skjænket mig en kjær Erindring ved den Venlighed, hvormed hun altid har behandlet mig. – Naar jeg tænker paa, hvad der har krydset gjennem mit Hoved i denne Tid, og jeg saa læser, hvad jeg her har skrevet, saa svarer det kun daarligt, men skrive kan jeg ikke, lad det nu staae, det vil dog binde de enkelte Ting fastere til min Hukommelse; og saa Hovedet iveiret, mal, tegn, fordyb dig i dit Arbeide, og du skal glemme hende og Alt, hvad du kan ønske – mon jeg kan, nei! saameget er mig Maleriet ikke. Lad Tiden gaae, den vil klare ogsaa mine Smaasorger, naar den kun ikke spildes med Grublerier; det længste Menneskeliv er dog kun kort, naar vi ved Enden skue tilbage. Har jeg ikke kjendt mange elskværdige Mennesker, lad mig nyde Godt af dem, jeg vil nok træffe Een, der vil dele Livet med mig, naar jeg, mere moden, kan byde hende min Haand. Men Lejligheden bør man heller ikke lade gaae forbi; det gjør jeg altid, og jeg kan tænke mig mit hele Liv spildt, blot fordi jeg ikke har Mod og Kraft til at benytte det heldige Øieblik; jeg kommer altid dertil tilbage: at jeg er en svag Stymper, saavel for mig selv som i min Optræden blandt Andre. –