27. okt. 1847

27 October 47 Aften
Stille! Stille! vær besindig og mild, dæmp Lidenskaben, udtal dig roligt og heelt, klag ikke, stille! stille! Er din Følelse, din Længsel dyb og inderlig, da vil den ved Guds Naade vel engang blive stillet – og er det ikke hans Villie, da lad ikke Bitterhed faa Magt med dig. Gud i Himlen! giv mig Styrke til at bære, til at resignere – at jeg maa vinde mig selv. Lad mig samle mig, lad mit Væsen give mine Venner Tillid til mig, almægtige Skaber! giv mig Kraft til at opoffre selv min inderligste Længsel efter huslig Lykke for det Evige i mig, ja, lad Evighedens Liv oprinde i mig, strax, fra denne Time. Moder! Du, som gav mig Livet! giv mig ogsaa Din Fromhed, Din Resignation! Stille! Stille! Lad mig vandre i Stilhed mine Dage! lad mig engang stille synke til det Bryst, som vil kjærligt [overstreget: ban] hæve sig mod mit, kjærligt, men i Stilhed! lad mig stille synke hen i Dødens Favn, naar den aabner sig for mig, kun som en Overgang til det evige Liv, som alt her skal være begyndt – Stille! Stille! o, saa stille!