15. mar. 1846

Neapel 15 Mrz.
Idag reed vi, Raffenbergs og jeg, paa Æsler til Camaldoli; Fruen maatte blive udenfor, mens vi to gik ind i Klosterhaven og saae den deilige Udsigt, der for mig dog kun var: et smukt Exemplar af den store Mængde ”skjønne Udsigter”, man Tid efter anden bliver halet til; for Maleren har disse saare Lidt at betyde. •168• Dog var det her deiligt at see de smukke Conturer, som dannes af Ischia, Procida, Monte Procida, Cap Mycene, Bajæbugten og den lille Ø Nicitas. Til den anden Side laae Neapel og Vesuv, hvis jevnt nedskraanende Sider dog bleve lidt monotone; overhovedet er det især Toppen af Vesuv som jeg holder af, men den staaer ogsaa over alt, hvad jeg af Bjerge har seet, jeg troer endog over Mamellerne. Høist eiendommeligt var det at føres ind i et Værelse med Forfriskninger, for hvis Nydelse man Intet vilde modtage, og høre: at Munkene viiste en saadan Gjæstfrihed, at man kan spise hos dem, overnatte hos dem i nette Gjæsteværelser, Alt uden Godtgjørelse. Vi lagde to Carliner i Blokken for de Fattige i Kirken og skiltes fra vor smukke, aldrende, sagtmodige, hvidtklædte Camaldolensermunk, idet han rakte os Haanden og ønskede: vi maatte sees i Himlen! et Ønske, der vel var et Brudd paa hans Rettroenhed, vi vare jo Kjættere.
– Neapel er smuk, mere end jeg havde ventet, men ellers uhyggelig, støiende, jeg iler med at see, hvad jeg vil, og saa komme til Florenz. Her faaer jeg neppe en eneste Tegning.