23. Sep. 1842

[indklæbet træsnit af Henneberg efter Lundbyes tegning af Vedby-korset]

23 Sept Aften.
Her sætter jeg en Afbildning af Korset ved Konradineslyst, ogsaa i Tankerne har jeg sat et Kors ved den Dag, da jeg sidst saae hende. – Iaften er Louise Lundbye kommet fra Vedbygaard, har endnu idag seet hende, havde ogsaa Hilsen til mig fra hende, og jeg var barnagtig nok til at bede om en Pære af dem Louise havde med fra Reisen, fordi jeg tænkte mig, [overstreget: den kom fra hende] |hun| som jeg ikke kan glemme havde givet Louise den, som hun ogsaa medgav mig Frugt, da jeg forlod Vedby. Underlige Drømmer! hvor tit siger jeg mig ikke: Du maa glemme hende – du har ingen Forpligtelser mod hende – du har ikke Lov at tænke paa hende – du er fattig! – Det hjælper Altsammen Intet. Og dog er der tillige stærke Tvivl hos mig, om ogsaa denne Følelse for LMN (lad mig kalde hende saa) for Louise Marie Neergaard, om ogsaa den er den rette, rene Kjærlighed, hvorpaa et Livs Lykke kan bygges? Jeg tør endnu ikke tro det, og vil endnu •55• længe prøve min Stadighed, der er jo længe til jeg kan tænke paa at forlove mig. Er det ikke meget mere kun Savn og Længsel efter Kjærlighedens Lykke, som nu først ret kommer tillive i mit Bryst, og dette Savn gjør at jeg trænger til et Navn, jeg kan knytte mine Drømme til? – Nei, det kan jeg ikke tro, jeg har jo aldrig seet nogen Pige, der har vakt de Følelser hos mig som hun – hvorfor maatte hun dog ikke enten med et Ord, et Tegn, ved sin Opførsel imod mig give mig tilkjende, at hun forstod og deelte min Følelse, eller, at hun bestemt afviiste den – hvorfor skal jeg pines af alle disse Tvivl? – Du lille Foster, som endnu trygt hviler under din Moders Hjerte, du skal gaae frem til Dagens Lys, du skal see Guds blanke Maane og den straalerige, altoplivende Sol, du skal erkjende: at Gud er god og kjærlig. Men Sorg og Tvivl skal komme, skal ogsaa ængste dig og tvinge Taarer over dine Kinder, kan du ogsaa da sige: Gud er god og kjærlig, naar han sender dig Modgang, mens du kun seer glade Ansigter omkring dig. Dog, gav han dig et godt Hjerte, frit for Hovmod og nøisomt, da vil du sige det, sige det til din Død, til du igjen gaaer bort til et dunkelt gaadefuldt Mørke, som det, hvoraf du fremsteeg. Jeg vil prise dig lykkelig, om du ogsaa kan med Sandhed sige om dig selv, at du er god. Jeg kan det ikke, derfor tynger Korset mig svært, og der har været Øieblikke, hvor jeg har været nær ved at fortvivle; [overstreget: men] Taarer og Fortvivlelse blev jeg dog træt |af|, men den nagende Anger blev ikke træt, og derfor vanker jeg saaledes om, misfornøiet med mig selv og derfor misfornøiet med Andre, [overstreget: og] tit med hele Livet paa denne underlige Kugle, vi dog skal gaae paa, selv om den var gloende.