26. Aug. 1843

Erindringer fra Refsnæs. Kalbrg 26 Aug. 43
Thorsdag den 24 Aug gik jeg om Morgenen Kl: 9 fra Kallundborg for at besøge min Broder Honoratus ude paa Refsnæsgaarden, der ligger en lille Fjerdingvei fra den yderste Spids af Landtungen. Veien gjennem Rakløv til Nyrup var mig bekjendt; men det glædede mig dog at gjensee de mange Steendysser, som findes her paa Markerne. Landet er bart, med store Banker, der gjerne have Høie, for en Deel overpløiede, paa Toppene, hvilket giver Egnen en egen Charakteer, især da disse Toppe hyppig [overstreget: ere] bære svære Graasteen, forfaldne og bevarede Gravkamre. Paa Nostrup Mark noget tilvenstre for Veien var en opreist Steen paa Toppen af en Høi mig paafaldende; jeg gik derhen, men fandt, da jeg kom derop dog intet videre Mærkeligt, skjøndt den temmelig store, fiirkantede, utilhugne Steen altid glædede mig at see paa; derimod kunde jeg fra Høiden see, at jeg maatte befinde mig i Nærheden af Klinten paa den søndre Kyst, den maatte jeg see. Da jeg kom derhen, kan jeg ikke noksom beskrive min Forbauselse ved at see Leerskrænten gaa næsten lodret ned til Vandet i de deiligste vilde Former. Jeg løb ned, der stod en Kone og vadskede sit Tøi i Stranden; det saae ud som der aldrig kom Mennesker her. Ved Siden af den smukke Leerklint stod en sort Knold af ikke ubetydelig Størrelse; den bestod af en løs, klumpet, men smuldrende Masse, meest sort, dog med dunkelrøde Skjolder. Saadanne Noget havde jeg aldrig seet, og troede det maatte være •3• en stor Sjældenhed; senere saa jeg at det findes hyppigt herude. Jeg satte mig ned og tegnede med Vandfarve, som jeg opløste i det salte Vand, et lille Udkast af denne Skrænt i min lille Lommebog. Derpaa gik jeg langs Kysten, der hele Tiden beholdt de deilige Former hen til et Sted, hvor Sandet var gledet ned lige til de store Rullesten ude i Vandet; der var slet ingen Strandbred; da jeg for at komme herforbi maatte klavre lidt op ad Skraaningen og saaledes var kommet om en Runding afbrødes Klinten lidt eller traadte lidt tilbage, og jeg befandt mig |i en| Hulning eller en lille Dal af et mærkeligt Udseende; senere stødte jeg paa flere af lignende Art. Den var sparsomt bevoxet med Græs og nogle smaae blaagrønne Buskvæxter, jeg hyppigt fandt langs Kysterne herude; Jordbunden bestod af førbemeldte mørke, smuldrende Leermasse, der her imellem antog en deilig rød Farve paa hele Strækningen og pletviis gik over i en mørk blaa-violet som Staal der har været i Ilden. Det hele saae ud, som jeg har forestilt mig Jordsmonnet paa ildspudende Bjerge. Paa større Strækninger var den sorte Masse nøgen, kun hist og her besat med en strinklet Plante, hvis Blade tit antog en carmosinrød Farve, der tog sig deiligt ud paa den mørke, brune eller sorte Bund. Hyppigt var der et lille Vandløb, betegnet ved en deilig Stribe saftigt Græs gjennem disse smaa øde Dale. Saaledes vedvarede det med Smaaforandringer lige til Ulstrup; Vandringen •4• var anstrængende i det lumre, stille Graavejr; men en saadan Natur var mig heel fremmed, og jeg glemte Træthed og syntes: jeg havde aldrig havt saa stor Glæde paa nogen Vandring før. Men nu kom Regnen tæt og blødende. Jeg havde alt for flere Aar siden hørt, at der i Ulstrup var en Skolelærer Larsen, som skulde kjende til Sagnene om, hvad her var foregaaet paa denne Halvø i ældre Tid og fortalte Sligt ret gjerne. Nu, da jeg var nødt til at søge Huus gik jeg ind til ham, og blev vel modtaget. Han fortalte mig om den unge Prinds Valdemars Død paa Jagten derude, om Rakløv Kirke o s v men var forøvrigt en utaalelig Pedant og saa naragtig høitravende, at han maatte være en Skat for en Novellist. Da vi kom til at tale om Beboernes (Røssingernes) Dragt, lod han Konen hente Tjenestepigens Hue, Skjørt og Trøie; jeg havde hellere seet, de havde hentet hele Pigen, men maatte dog være glad ved at faae Udkast af disse Ting, saa fik jeg see om jeg derefter kunde tegne en heel Figur. I flere Timer var jeg her; da Regnen standsede gik vi til Kirken, der intet videre Paafaldende havde for mig end net Snitværk paa Stolene, et gammelt Madonna-Billede af Egetræ og en forfærdelig Opstandelse paa Altertavlen. Det gamle Madonna-Billede var vist altfor godt til at slænges hen i en Krog her. Især Drapperiet fandt jeg var nydelig skaaret. Da vi kom ud af Kirken kom en •5• ung Pige gaaende; i sin eiendommelige Dragt, ung og ret kjøn, tog hun sig virkelig godt ud, og jeg yttrede: gid man kunde faae en saadan Pige tegnet! – Det kan De strax, svarede Hr Larsen, det er en af mine Skolebørn, vi kan gaae ind i Kirken. Lysten var stor, men det var mig imod at bruge Kirken saaledes, tillige hastede jeg for at komme ud til Honoratus, jeg fik hende ikke tegnet. Vi gik ud af Byen; til høire i Udkanten var et indhegnet Kalvevænge med Buske i, som jeg fandt meget smukt. Da vi havde gaaet et Stykke saae vi i nogen Afstand en stor Banke med en vældig Graasteen paa; den laae tilhøjre i Nord for Veien, og kaldtes Hyberts-Høi. Tilvenstre var en anden mindre kaldet Ørnekulen; nedenfor denne var en Eng, som min Ledsager fortalte mig havde været en herskabelig Fiskepark – ”og her, sagde han, vil den overtroiske Almuesmand, (Gud bedre det! vi skulde stævne Vandskuddene fra denne vældige Stamme), have seet Troldene løbe ned at hente Vand i Mosen.” Det var, som Holberg siger: prægtigen talet! men det er tvivlsomt, hvad Meningen var med disse Vandskud, som man vel tager af for at give Stammen Kraft, hvad jeg dog ikke troer var min Førers Mening, men uheldigviis netop det Modsatte, af hvad han vilde sige. Han havde i det Hele intet Held med sine Taler; Begyndelsen smagte nemlig altid •6• af Bøger, Prækener og Sligt, men naar nu dette Begyndelses-Ord-Forraad var sluppet op, da gik Traaden ufeilbarlig hver Gang itu, dog uden at afbryde hans Tale, mærkelig nok! Ingen gammel Mand blev omtalt uden som Oldingen, den sneehvide, bedagede Gubbe – Ord som: den hæderlige Mand, den værdige Kone, vare idelig i hans Mund, der ogsaa gjorde sig skyldig i en tøileløs Brug af Ordet: Peripheri. Vi gik videre; han lovede at følge mig lige til Gaarden – Vi kom til Bjørnstrup, en uanseelig og lille Landsby; Noget længere ude havde vi tilvenstre: Rullere-Høiene, flere Høie, der nu pløies over, men dog temmelig store endnu. Imellem disse Høie skal Valdemar Seiers og Dagmars Søn være dræbt ved et Vaadeskud paa Jagt. Nogle give 4 Andre kun 2 Banker Navn af Rullere Høiene; een af disse ligger paa Refsnæsgaardens Jord og her mødte vi ogsaa min Broder, der skulde ud at see til Folkene i Marken.