3. Dec. 1847

hos Stampes 27 Nov: 3 December 47. –
1
Naar man er samlet Venner og Veninder,
Og Glædens Lys opfrisker vore Kinder,
Naar den glade Tale
I de høie Sale
Luller Hjertets dybe Savn i Dvale

2
Naar den Kreds, som deler Spøg og Løier
Sig ved Livets Melodi fornøier,
Ved de muntre Toner
I de lyse Zoner
Nyde Ungdomslivets gyldne Kroner.

3
Føler Livets Strænge alle stemte,
Alle Nag og mørke Tanker glemte
Alle Tanker blide
Som Lys-Alfer hvide
Med de glade Haab gaa ved vor Side.

4
Og Begeistringssmilet ungt sig maler
Og igjennem Øiets Tindren taler,
Og vort Hjerte banker
Dølger stille Tanker,
Kaster ud i Fremtidsdybet Anker.

5.
Da i Sjælen vaagne alle Minder
Om hver Stund, som gav os røde Kinder
Om hver Dag i Livet
Som os Fryd har givet,
Sødt vor Sjæl forynget og oplivet.

6.
Fra vor Barndoms lyse Uskylds Dage,
Da vi legede med Blommer fage
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale
Og de andre Fugle smaae, som tale

1. Fra de første Ungdomsdage rige Med de stærke Længsler uden Lige, Glæderne de stille, Glæderne de vilde Brusende fra Hjertets unge Kilde.

8.
Derfor vil vi hilse alle Steder.
Hvor i Livet vi har fundet Glæder,
Hjemmets sølvblaae Sunde
Fjerne Egnes Lunde,
Overalt hvor sødt vi kunde blunde.

9.
Og dem, som der i Labyrinthens Gange
Til forskjellig Tid vi traf, de Mange,
Som gav Duften, Glandsen,
Roserne i Krandsen,
Farven i vor Glædes lette Dandsen.

10.
Dem vi hilse stille i vort Minde,
Gid enhver maa Sine atter finde;
Leve alle Kjære
Fjerne som og Nære,
Vi vil samlede i Hjertet være.
Elise Stampe (?).

•43•
Sorgen på Skovgaard
(Natten 10-11 Nov 47).

Nu visne alle Blomster brat,
Nu tie Fuglens Toner;
Hvert Blad maa dø i denne Nat
I Bøgens stolte Kroner,
Og stod end Rosen frisk og rød
Inat den dog blev bleg og død.

Thi gjennem Skovgaards Have gaaer
Et Suk i Midnatsstunden,
Hvert Træ, hver Busk, hver Blomst det naaer
Til mindste Straa i Lunden;
Men sorg og Savn med Sukket kom
Ind i den stille Helligdom.

Thi selv en Blomst foruden Liv
Berørt af Dødens Aande
Nu hviler trist saa bleg og stiv,
Fri for al Livets Vaande,
Den Elskede, hvis Kjærlighed
En Vogter var om dette Sted.

Og kommer end den skjønne Vaar
Med Blomst og Blad i Lunden
Sin Glands ei mere Skovgaard faaer
Den for stedse svunden.
Kun i Erindrings Farveskjær
Vil hendes Billed blive her.