14. Sep. 1843

14 September 1843.
Den Forandring det er at komme til Byen, naar man har tilbragt lang Tid paa Landet, kjender jo enhver. Iaften kom jeg med Dagvognen fra Sorø – Alverden strømmede ud til Tivoli, hvor farvede Lamper og Stads af alle Slags straalede ud fra, Byen vrimlede af Folk, Alle pyntede, Omnibusser fore frem og tilbage, der var en Raaben, Støi og Allarm; Kudskene blæste lystige Stykker, Huse og Gaarde vare malede op; jeg saae endog stærke Farver paa nogle – kort, Alt saae ud som Festlighed og Glæde, og, i mit Bryst, hvilken rædsom Forskjel – jeg skal nu begynde det eensomme Liv, jeg [overstreget: for] tidligere har ført; min Moder faaer jeg ikke at see daglig paa mit Kammer som sidste Vinter, hun maa blive hos de Gamle. Jeg forestillede mig selv: Du har jo alt hvad du behøver til dit Arbeid, nu skal du leve og ikke længes – jeg saae hende atter, var i flere Dage paa Vedby Gaard, jeg havde Leilighed flere Gange at tale med hende, naar hun om Morgenen spadserede i Haven, hun kom af sig selv hen til mig, talte med mig eller bragte mig Blomster, som hun opfordrede mig •147• til at tegne; men – jeg var undseelig og taus, torde ikke engang bede om Lov at spadsere med hende, nei, nei, nei! vi passe ikke for hinanden, Herremandens Datter og den fattige Maler – Hun er elskelig, men vi maa skilles, og hvorfor? var jeg hende ikke oprigtig hengiven – var min Kjærlighed til hende ikke reen og uskyldig – Skjæbnen har sat os i forskjellige Forhold og dem kan man ikke trodse; jeg føler Umuligheden af at jeg kunde vinde den Piges Godhed og hendes Families i den Grad, at de ingen Hindringer vilde lægge i Veien for mig mit Ønske. Disse Tanker beskjæftigede mig hele Dagen idag, og, i den Stemning kunde den jublende Stad ikke tage sig anderledes ud end som: et rasende Sodoma med væmmelige Karikaturer, vanskabte af Armod og al Elendighed, saadan som man aldrig seer det paa Landet. Jeg glæder mig nu ved det tomme Huus, jeg er ene og Ingen skal forstyrre mig i mine Drømmerier, hvor altid den elskelige LMN er min Brud, skjøndt jeg veed: det skeer aldrig i Verden.