29. Jun. 1842

Kjøbenhavn 29 Juny.
Igaar Formiddags kom vi hertil igjen og allerede igaar Eftermiddags begyndte jeg med Liv og Lyst at male, hvad jeg saa nylig havde seet. – |Imorges døde Doctor Ryge. [ulæselig overstregning]| – Det var Dronningens Fødselsdag, Gud velsigne hende! jeg holder dog meget af hende, trods Alt, hvad man kan hitte paa at sige om hende. – Dagen før var Emanuel reist til Rendsborg, saa jeg fik ikke sagt ham Levvel, Stakkel! han var bedrøvet ved at reise saa langt fra sin kjære Emilie. – Imorges tidligt eller inat er nok Louise Neergaard reist med sine to Brødre fra Vedby til Jylland, og jeg maa i Tankerne reise med. Bulver siger saa kjønt at Kjærlighed er som Vinden der leger med Blomster og Blade, den bringer kun Livlighed paa sine Vinger og dens Hæftighed er Leeg, mens det Hjerte, der intet Haab og ingen Sommer har gribes og kastes voldsomt omkring af den samme Vind, der kun kjærtegner dets Broder, til Stormen lægger sig, og – det trædes i Støvet! – Hvad Haab har jeg, veed jeg andet, end at mit Hjerte ogsaa føler Savn [overstreget: og Længsel], men hvem vil tilfredsstille dets dybe Længsel? hvem vil for min Skyld henleve i Fattigdom og al den Ulykke, som dermed følger, og hvad anden [overstreget: Haab] Udsigt har jeg. Netop nu i denne Tid begynder jeg atter at ængstes for mit Udkomme, min lille Skat, Indtægten for det sidste Stykke, som Kongen kjøbte, begynder at smelte stærkt sammen, og jeg har ikke Udsigt til at erhverve Noget, saalænge jeg har dette store Stykke i Arbeide; men for mig selv har jeg Trøst i de Ord: Føder Vor Herre ikke Fuglene under Himlen, hvormeget mere skulde han da ikke føde Menneskene. Lev ene! lad Ingen see de tunge Taarer i Dine Øine, lad Ingen føle Bitterheden i dit Hjerte – glæd dig ved, at det gaaer Andre bedre end dig selv, begrav dig for Verden, og, skulde du end see Glimt af en elskelig Sjæl, saa tro dog: Kjærlighed er en Grille. Du unge, yndige Pige, som er opvoxet i Rigdom, hvad vilde Du sige om Du i dette Øieblik kunde læse i mit Bryst, der presses sammen af Forsagthed og Bedrøvelse – Du kjender ikke den Følelse, gid Du aldrig lære den at kjende, Du vilde daarligere kunde taale den, end den, der tit har følt Savn. –