Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

27. Jun. 1845

Fredag 27 Juny
Jeg hører, at Calame er ikke her i Byen; han er paa Landet, ham havde jeg gjerne seet. – Nu skal jeg forsøge at komme ind i Hr Duvals Huus, hvor der er en Samling af Malerier, der skal være ret betydelig. Place St Maurice.

Mr Duvals Samling. Place St Maurice.

  • D Teniers: stort Dyremaleri med Køer og Faar. i Forg: en Balle, Leerkrukke og en Kobberkjedel. Jeg har aldrig før seet Dyrstykker af ham.
  • Wouvermann: en Vogn med Qvas, den graa Hest bundet bag Vognen, den brune ligger ved Siden. En Mand hugger med en Øxe i Grenene.
  • Asselyn. Deiligt Landskab med en Bro. Qvæg drives over et Vadsted. Et yndigt Billed.
  • Lingelbach. Jægere til hest. –
  • Ostade: en Mand oppererer en anden i Benet; deilig Lysvirkn:
  • J Ruisdal. Fladt Landskab.
  • Titian: Ariosts Portrait.
  • Ruisdal: to Landskaber. Det ene med en Ruin især deiligt
  • Ph. Woverm. Deiligt lille Billed med en Rytter, der er steget af sin Skimmel. Ganske nydeligt modelleret.
  • Alb: Cuip. Stort Stykke med Køer foran.
  • Adr:v:d: Velde. Kystparti. Et Par Fiskere staar i Forgr:
  • Denner. Det smukkeste Hoved, jeg har seet af ham.
  • D Teniers. To smukke Landskaber med Figurer. – •9•
  • Karel du Jardin: en opsadlet Hest imod Luften; Figurer og Hunde, deiligt malet.
  • Berchem. Et mageløst lille Dyrestykke med Køer og Faar; længere inde staaer et Æsel; allerkjæreste!
  • Adr: v der Velde. Et deiligt Dyremaleri. Den forreste røde Ko staaer og drikker.
  • Rembrandt. Christus opvækker Lazarus. Prægtig Lysvirkning.
  • Netscher. Cleopatra i en Atlaskeskjole. –
  • Gotfr: Schalken. En Mand vil kysse en Pige (ved Lys, det ene staaer tændt, et andet sætter hun i Lygten.
  • Karel du Jardin: Dyrestykke, en Drivt Qvæg. –
  • P. Vouvermann. Englene aabenbare sig for Hyrderne, men Heste og Æsler er mig kjærere, end Hyrder og Engle.
  • Karel du Jardin. Et smukt Billed, forestillende den unge Tobias [overstreget: og Englen kommer til Forældrene], som modtager sin Faders Velsignelse.
  • Raphael. Der er et Billed, som bærer hans Navn, men det er det samme som var paa Udst. sidst i Kjøhvn, rigtig nok langt bedre gjort, men vel dog Copi. –
  • V: der Neer. Maaneskin. Ogsaa et net Ildebrandsstykke.
  • Demarne. Et smukt Landskab.
  • De Vries. Landskab med Bygninger i. –
  • Lingelbach: en Charlatan omgiven af mange Figurer.
  • Berghem. Landskab med Dyr
  • Everdingen. Landskab. Smukt og vel conserveret.
  • Verboom. Landskab.
  • Rykaert. Stue med Figurer.
  • Thomas Wyck. Alchymist
  • Jordaens. Pan og en Nymphe. (kaldt Pan og Syrinx?) jeg kjender ikke Mythen. – |nu kjender jeg den! 20 Nov Rom|

I Mr Duvals eget værelse var ogsaa en Deel Billeder men dertil var intet Catalog. Paafaldende var mig et gammelt Billed i 3 Feldter, samt et •10• Portrait, en staaende Portraitfigur og et Frugt-Stykke, som vel kunde være af de Hem(?)

Dette var tilvisse en udvalgt lille Samling, Ophængt i 4 ikke store Værelser, der ikke udmærkede dem ved nogen som helst Pragt. Meublerne vare nette og beqvemme og man saae det var en velhavende Mands Bolig, men Malerier og Skulpturer var dog det, der dominerede. Her var adskillige Marmorsager, men Sligt forstaaer jeg endnu alt for lidt, til at jeg kan have nogen Mening derom. Billederne vare næsten alle fortræffeligt conserverede, og endnu den Samling, som meest har behaget mig af alle dem jeg paa Reisen har seet. Hvad det dog maae være en Glæde at kunne samle saadanne Sager om sig. Man saae ogsaa at Eieren glædede sig ved sine smaae Skatte. Der var foruden et Catalog, indrettet som Tabellerne i vort Galleri i Kjøbhvn, tillige en Suite af Raderinger og Kobbere af alle Billederne; men disse Ting vare for en stor Deel maadeligt gjort. Familien var paa Landet, saa jeg kunde ganske uforstyrret hengive mig til denne Nydelse, en uventet Erstatning fordi jeg ikke faaer Calames Værksted at see, men maa nøies med hans ene Billed i Musæet.
1 Franc– gav jeg en gammel Kone, som lukkede mig ind. Derpaa gjorde jeg en lille Spadseretour udenfor Byen paa den Kant, hvor man har kjønne Udsigter til Bjergene; men kun et Par Steder kunde jeg see •11• Sneen paa Toppene. I Eftermiddag skulde jeg afgive Brevet til Mademoiselle Purari fra Fru Frølich; jeg hører at Professoren er nylig død. Og da tænker jeg at gjøre Touren til Mont Blanc. –
For en lille Pibe, Tobakspung og Frictionsfidibusser. 1 Fr 18 Sous
Det er en Fornøielse at komme i disse franske Boutiker; Alt er saa nydeligt, og man bliver saa net og forekommende behandlet, at det næsten mere ligner et Besøg. Jeg har med Fornøielse seet ind i Modeboutikkerne ved at gaae forbi, og der seet mange nydeligt klædte unge Damer ved Sybordene, det Hele saa elegant, at det maa i høi Grad frappere den tarveligt vante Nordbo. Enkelte Værksteder ere ganske aabne, saa man fra Gaden kan see Virksomheden derinde; saaledes en Sadelmager, for hvis Værksted der slet ingen Dør var, men det Hele kun som et aabent Rum. Idag skinner Solen og forhøier endnu mere det Pyntelige, Festlige, som Synet af Genf virkelig har i høi Grad. Dog er det ikke det, jeg ønsker at see paa min Reise; Luxus kan vel blænde men aldrig indtage mig, og jeg længes atter efter den fri Natur oppe mellem de høie Alper. Der vil jeg vandre drømmende og med stille Henrykkelse betragte Skaberens vældige Værk; maaskee atter vende her tilbage for at gaae med Dampskib over Marseille og Middelhavet, da jeg frygter en Reise i Italien uden Kjendskab til Sproget; jeg seer, hvor be- •12• sværligt det alt her er, og fransk er mig dog saa langt mere bekjendt ; men det er med den største Anstrængelse at jeg kan gjøre mig forstaaelig og forstaae de livlige, hurtigt talende Folk her. – Paa Gaderne seer jeg en Mængde Muuldyr, broget udpyntede, smaae Æsler af forskellige Farver og mange maleriske Kjøretøier. Livet har alt faaet mere [overstreget: det] |den| sydlige, offentlige Karacteer; paa Gaden lader man sine Støvler pudse, om man vil, Damerne gaae med Strikketøi paa Promenaderne. Fortougene ere for en stor Deel belagte med Asphalt, vi er langt tilbage; her har man det i kjønne Mønstere. Rhonen flyder med rivende Fart gjennem Byen, og over den fører flere nette Broer, en meget lang, for Enden af hvilken ligger et uhyre Hotel. |de Berghen?|
Det er sandt: paa et Staffeli hos Hr Duval stod et Billed af Greuze med fire hele Figurer, hvad jeg ikke før har seet af ham. Men det forbausede mig ved sin Svaghed: Dertil var Moderens og de to Børns Hoveder ganske i samme Stilling, hvad der gjorde en yderst ubehagelig Virkning.

En uventet Glæde. Naar jeg med utrolig Møie har bragt en fransk Sætning til Verden, og den er forstaaet, da er det ganske moersomt at høre med en Hastighed, som ingen dansk •13• Tunge kunde opvise Mage til (med mindre det skulde være Ole Knudsens): oui! oui! oui! oui! oui! oui! oui! oui! oui! oui! oui! oui! oui! monsieur! – Saaledes kom jeg nu ud til Professor Puéraris’s Familie med et Anbefalingsbrev fra Fru Frölich, og da jeg en Stund havde arbeidet i det franske, indtil jeg stod ret solide og urokkelig, udbrød jeg halv fortvivlet: ne parlez vous pas allemand, mademoiselle? – Nei! men jeg taler dansk, sagde hun. Professoren er nylig død, saa de to Døttre traf jeg meget nedslaaede, men de underholdt sig venligt med mig en Timestid, hvorpaa jeg atter gik ud i en Verden, hvor jeg ikke gjælder stort mere end de Umælende. Jeg kan næsten faae Taarer i Øinene, naar jeg tænker paa Steen Blichers: en Landsbydegns Dagbog, hvor han vil lære fransk for at høre hvad Frøkenen siger. Jeg bliver blød om Hjertet, naar jeg tænker paa de hjemlige Toner; min lille Visebog skal med i Randselen, som alt er pakket til Reisen imorgen til Mont blanc og Chamonix. – Da jeg atter gik ind til Byen var jeg ude paa Rosseaus Ø, hvor der staaer en Billedstøtte til hans Minde. – Paa Veien skinnede Mont blancs snedækte Top overordentlig brillant; man sagde mig: det betyder mere Regn, o vee!

•14•
17 Sous for Cigarer til Bjergene.
4 Fr 10 – for at faae Passet viseret af den sardinske Minister
9 – 10 – for imorgen at kjøre til Chamonix
10 – Drikkepenge til Pigen i le grand Aigle.
15 – 50 Centimer for to Dage og 3 Nætter i hotel du grand aigle, den Ørn har slaaet en slem Klo i mig; jeg som søgte la balance, Retfærdigheden selv; men der var det vel ikke gaaet mig stort bedre. Jeg arme lille Unge, som Betty i Vallekilde sagde, da hun sad i Gyngen. Hvordan skal det dog slaae til? –

  1. François Duval (1776-1854) var tidligere hofjuveler ved zarhoffet i Skt. Petersborg og var i 1816 vendt tilbage til Genève med en omfattende kunstsamling, som han siden solgte på auktion i London i 1846.

  2. Lundbye henviser formodentlig her til en af de tre Rafael-kopier, som C.A. Jensen udstillede på Charlottenborg i 1845.

  3. Antagelig Pouline Vilhelmine Frølich, f. Tutein (1789-1881), mor til vennen Lorenz Frølich.

  4. En datter af den schweiziske professor Marc-Nicolas Puérari (1766-1845), der i årene 1794-1820 havde haft ophold i København

  5. Alexandre Calame (1810-1864), schweizisk landskabsmaler.

  6. Jean-Baptiste Greuze (1725-1805), fransk maler.

  7. Visebogen findes i Det kgl. Bibliotek, NKS 4201, II, 4°.

  8. Elisabeth ”Betty” Bonnevie (1835-1907), Lundbyes kusine, datter af hans morbror Honoratus Bonnevie, sognepræst i Vallekilde.

Fakta

PDF
27. Jun. 1845
Dagbog F, side 8-14

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19997

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 71-75; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 317-320