13. Nov. 1842

13 Nov.
Det er Søndag, men ikke for mig er det en Festdag, og hvorfor ikke? jeg kan ikke sige det. Jeg var i Formiddags i Kirke, og talte senere med Prof: Friedenreich længe om Joachims Fremtid, som ligger os Alle saa tungt paa Hjerte. Saaledes har jeg dog vel anvendt Dagen, det Eneste, der pleier at opmuntre mig. Eller rettere: mit Sind lider kun ved Lediggang og daarlig Anvendelse af Tiden, saa jeg dog i det Hele er vel tilmode. Men dybt inde lever dog Længslen efter Lykke, den slumrer aldrig, men gjør mig hver Dag mere ulykkelig, den stjæler min ungdommelige Livlighed og Munterhed saa jeg tit med Afsky finder mig selv i et tvært vrantent Lune imellem mine Brødre, hvor jeg burde staa kjærlig og god. Jeg føler det yndige Liv, som besjæler Ungdommen med hver Dag aftage i en Alder, da det er for tidligt at blive gammel, og hvad faaer jeg istedetfor? Intet! – Jeg har af Naturen faaet et varmt Hjerte, men min Forstand giver mig ikke den Rigdom i mig selv, som kunde erstatte Savnet af en kjærlig Pige, til hvem jeg kunde betro mig, hengive mig ganske. Jeg kan ikke dømme sundt og klart, men maa nøies med at gjøre Andres Meninger til mine egne ved at elske dem og med Inderlighed optage dem i mig. Ingen nye Tanker opstaaer i min Hjerne, og det Gode, der maatte findes hos mig skylder jeg kun min Opfatning af hvad der møder mig og kommer mig for Øre i Livet. Saadanne kan jeg under heldige Omstændigheder fælde Taarer, som om jeg var ulykkelig, og midt i den •90• almindelige Munterhed kan jeg undertiden findes med et suurt Ansigt og den Bevidsthed: at Intet stod mig iveien for at være saa glad, som de Øvrige omkring mig. Jeg tør ikke tro paa den Følelse jeg har baaret for Louise Neergaard. Jeg kjender saa lidt den unge Pige, Tilfældet har gjort, at jeg har lært hende at kjende saameget, at jeg kan føle, i hende boer en kjærlig Sjæl, reen og fordringsfri, der har kæmpet sig maaskee til Ro og Selvfornægtelse, hvilket deels hendes Væsen deels Yttringer synes at tyde paa, hun vil ikke for min Skyld atter ud i Livets Tummel, i stille Ro hengaaer hendes Dage offrede hendes Brødre og hendes sande Veninder. Det har jeg kunnet mærke at hun med Inderlighed hænger ved Frøken van Deurs der er forlovet med hendes Broder Edvard, og ved Frøken Flensborg, der sikkert ogsaa er en fortræffelig Pige. Aldrig kom nogen Yttring frem, hvoraf fremlyste at hun nærede anden Følelse for mig end den Velvillie en ung Pige kan vise en Fremmed. Skulde jeg da nu for evig fjerne mig fra hende ved et ubesindigt Skridt? nei! Men hvad der meest bedrøver mig er den Modløshed, der undertiden lader mig gaa til den modsatte Yderlighed, idet jeg kan ønske mig en simpel fordringsfri Pige, af hvem jeg intet ”nei” kunde vente. Det er Jammerlighed og vilde føre til Ulykke. Ja, jeg kunde begaae den Taabelighed at forlove mig med en Pige, som kun var kjøn, troer jeg; og dog hader jeg sligt og forlanger ikke Andet end et kjærligt Hjerte, Skjønhed forgaaer og Penge, jeg ikke selv har erhvervet vil neppe gjøre mig Gavn •91• men et trofast Hjerte bliver aldrig gammelt, aldrig koldt. – Til andre Tider har jeg troet: at en Reise vilde gjøre mig Gavn. Som Kunstner vilde jeg have Skade deraf, saa jammerlig og vaklevorn jeg endnu er, og som Menneske? ”[overstreget: Verdens] Himmelstrøg, ikke Sindsstemning skifter han, der drager over Havet!” siger Horatz saa smukt og giver mig derved tilstrækkeligt Svar. Nei, lad mig blive her i det elskede Danmark, dets grønne Marker og Skove gjør mit Sind godt og jeg kan ikke mærke, at ogsaa de skulle forsmaae min Kjærlighed, Bøgestammen og den store Kampesteen paa Høien har dog ikke trukket sig tilbage, naar jeg grædende har støttet mit Hoved til dem. – I Brødre! bærer over med mig, jeg er ulykkelig og har ingen Ulykke prøvet. – Gud i Himmelen! bevar den spæde Spire af Gudsfrygt der, som jeg dog troer, boer i mit Hjerte, hvorhen den er plantet af min fromme Moder da jeg endnu hvilede under hendes. Lad den opvoxe, alene den er vil være nok til at give Livet Værdi, naar jeg er, som jeg bør være.