Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

5. Jun. 1846

Livorno 5 Juny 46 Kl. 12½.
Gud give jeg var ombord; thi ikke engang nu, da jeg selv har besørget Pas og Dampskibsbillet, har jeg Fred; det ærgrer disse Hallunker, at de ikke fik noget at fortjene ved mig og nu gaae de skulende og arrige om mig saasnart jeg vover mig ned ad Trappen. – Dalgas traf jeg imorges paa Contoret og naar dertil kommer Synet af flere Græker og Tyrker og et Møde med en Livorno Matros, som har reist i Sverrig og taler svensk saa er alle mine Glæder i det sidste Døgn ogsaa nævnte.

Billet til |Genua| Castor anden Plads 30 Francs 1 Lira
Passet paa Polizia 3 Paoli
– do – hos Genuas Consul 7 – 1 Crazie
i Hotel Aquila nera |moderat| 3 –
for at sættes ombord
Drikkepenge til Camerieren 1 – 6
Fachiner (Kuffert op og ned ad Trappen) 2
en Vogn fra Banegaarden til Hotellet 1 Paol 4 Crazier
Middagsmad ganske tarveligt første Dag 4 – 4 –
anden Dag 2 – 7
Contur efter Raphaels Madonna 3 – 4 –
•47•
to Par linnede Sokker 4 Paol
1 Kniv, da jeg i Florenz har mistet en 9 –
mange flere Udgivter; jeg kan ikke holde Regning.

Hvad det er en Salighed: at have Lov til at ile mod Nord. Kun et Ophold i Mailand – saa afsted! Det bedrøver mig, om Afskeden fra det deilige Italien skal blive saa uvenlig som Opholdet i Livorno; men jeg haaber, uagtet jeg ikke venter mig meget af Como, at det dog vil være baade kjønnere og ærligere, humanere, eller hvad, skal jeg kalde det. – Alt i Florenz hørte jeg som Rygte, hvad her bekræftes: at ”den hellige Fader” er død; jeg haaber at Virkningen ikke skal hindre mig i at see Mailands Samlinger; de Danske i Florenz vare ilde tilmode derved, da Bologna, som de vilde passere, i 8 Dage ikke tillod Adgang i nogen Samling. Gregor 16de var 82 Aar og havde regjeret i 18. – Nu har jeg kun een Scene tilbage, og det er at kundgjøre, at jeg ikke vil benytte Hotellets Baadsmand, men min Scandinav, som jeg mødte paa Gaden, om en halv Time er jeg i Baaden, om ikke ombord, og kun den haarde Nød skal nogensinde formaae mig til at gjense den gode Stad Livorno. –

  1. Christian August Dalgas (1789-1863), dansk konsul i Livorno og onkel til Lundbyes malerkammerat, Carlo Dalgas.

Fakta

PDF
5. Jun. 1846
Dagbog G, side 46-47

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 224-225; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 439