24. Dec. 1842

24 Dec Jule-Aften.
Jeg har imorges med Forbauselse hørt af Sigvardt, at han har forlovet sig, han har mere Mod end jeg – Stræb først efter Guds Rige og hans Retfærdighed, da skal det Andet vorde Eder tillagt! – Jeg husker ikke Ordene •108• saa nøie, som jeg kunde ønske og veed ikke at finde Stedet i Thestamentet; men det er som disse Ord have i de sidste Dage forklaret mig meget Dunkelt i mig selv. Jeg stræbte efter Himmel og Jord med lige Begjær, og, [overstreget: vel] meest efter jordisk Lykke, det var syndigt! – Den kjære Sigvardt! har han da ogsaa Alvor nok til at føre igjennem, hvad han har begyndt? Gud give ham Kraft! Jeg ved ikke engang, hvem hans Kjæreste er ret, Hanne heder hun, og hun forsmaaede ham ikke – saa bliver jeg vel den eneste af os Brødre, der henter sig en Kurv! hvorfra kan dette stygge Udtryk komme? Jeg venter, mens Tiden gaaer, haaber jeg at voxe, og, eftersom jeg gaaer frem aftager ogsaa Sandsynligheden af et Afslag. – Aarsskiftet nærmer sig, kummerlig vandrer jeg over Grændsen, forbi nok en Milepæl, maaskee Egnen mellem denne og den næste bliver smukkere. Skjønheden ligger ikke blot i Egnen fornemmelig i os selv; skulde jeg ikke vide det som Maler: at selv den goldeste Egn giver Stof til det deiligste Billede for den vakkre Kunstner.