7. Oct. 1842

7 October
Nu gik jeg fra Blæsenborg om Løverdagen d 10 Sept Kl 10 omtr: det havde øsregnet om Natten og hele Morgenstunden, saa Veiene vare ikke fremkommelige før. Morgentimerne benyttede [jeg] til at tegne et Par Studier efter en Kalv med sit vide, rummelige Skind, ret •76• gjort til at voxe i. Henimod Kattinge fik jeg en slem Bløde; Vinden havde jeg paa Ryggen, saa jeg brugte mit gamle Fif, skjød min brede Hat ned i Nakken for at forebygge disse ubehagelige kolde Strømme ned imellem Skulderbladene og mit Væsen antog dette gruelige Phlegma, hvormed jeg ved slige Leiligheder udrustet mig, jeg troer En kunde gjerne knipset mig paa Næsen uden at jeg brød mig om det. Gjennemblødt til Skindet naaede jeg Kattinge, gik ind hos en Væver, da Regnen vedblev. Her var kun en gammel Kone hjemme ved noget Haandarbeide, med hende gav jeg mig i Snak. ”Har han Noget at sælge?” – ”Nei, jeg gaaer for at tegne” – ”Kan han saa have nogen Fortjeneste paa det her omkring paa Landet?” – Jeg forklarede hende saa godt jeg kunde min i dette Øieblik uhyre luftige Virksomhed og viiste hende et Par af de farvede Tegninger i Bogen: den spenkede Ko, Bondepigen, og Bondegaarden. ”Ja, det er en rar Tegnebog den, kan jeg see,” sagde hun og fortsatte roligt sit Arbeid uden at forlange at see mere, ”men han maa ogsaa være meget klog i’et, siden han saadan kan. Lever hans Kone endnu?” – Høist forbauset svarede jeg ”Gode Moer! jeg er ikke gift, jeg er ung endnu”. – ”Naa, er han?” – Den gode Bondekone havde Ret, det er just en rar Tegnebog, for den kommer fra en rar Pige – Andre laste den, kalde det Galskab at tegne i en Bog af et saadant Format o s v. Nei, det er en rar Bog! – Nede ved Kattinge Værk var der kjønt: Boserup Skov tilhøjre og Bognæs tilvenstre, der imellem Fjorden med smukke smaa Landtunger ud i, hvorpaa gik Kreaturer. Da jeg kom ind i Boserup •77• Skov holdt jeg tilvenstre til jeg kom lige ned til Fjorden og fulgte saa denne smukke Vei til jeg kom til den store Avlsgaard her ligger. Jeg tegnede en Vindfælle. Igjennem Bistrup gik [jeg] saa ind til Roeskilde, Byen med de deilige Væld, der bestandig mumle gamle Sagn og Eventyr for et lydhørt Øre paa et lidt forunderligt Hoved, ja, lidt underlig maa jeg vel ogsaa være, da jeg tit har Glæde af, hvad Andre lee ad. Paa Gjæstgivergaarden traf jeg sammen med Capt Sandholt til Vibygaard, med hvem jeg underholdt mig lidt, Tiden faldt ellers lang hos den curieuse gamle Hr Petersen, og Veiret var ikke behageligt at gaa i, saa jeg var kun en Vending henne i Klostermarken, og om Aftenen rullede jeg i Deiligensen hertil. – Saaledes havde nu denne Glæde Ende, men Reisen har dog virket godt paa mig, nei, paa mit Stykke, mener jeg. For det fik jeg et klarere Blik ved Fraværelsen, for mine egne Anliggender ikke, de staae lige uvisse og taagede for mig, men dem vil Tiden klare. Hvor er den Trøst kold! Tiden, vi have levet seer ud som et Øieblik, og den, vi skulle leve som en Evighed – men, jeg har dog ingen anden! – senere (mellem 11-12 da jeg kom fra Høyens) Idag har Bindesbølle med egen Haand lagt Slutstenen i den store Hvælving i Forsalen i Thorvaldsens Musæum.