Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

10. Jun. 1846

Mailand 10 Juny
Santa Maria delle Gratie, en Kirke af interessant Ydre, ogsaa indvendig ret smuk med temmelig lave Colonner og spidse Buer der over. Der fandtes en smuk Fresco af Bernardo Luini: Madonna med Helgene og af Gaudenzio Ferrari: Ecce Homo, Flagelationen og Korsfæstelsen, ganske deilige Billeder, men meget beskadigede. I Klosteret saae jeg da med Bedrøvelse Lionardos Nadvere, eller Skyggen deraf, at et saadant Billed ikke har faaet en bedre Skjæbne!

Palazzo Litta.

  • Carlo Antonio Tavella: to smukke Landskaber i Poussin's Stiil. •57•
  • Tempesta: et vildt Landskab; mere dygtigt end kjønt, Farverne gik i hverandre voldsomt.
  • Paris Bordone: En Qvinde med Speil i Haanden, en ældre staar bagved, deiligt Maleri.
  • Bernardo Luini: Catarinas Trolovelse.
  • – do – Christus som tolvaarigt Barn i Templet.
  • Esteban Murillo: Madonna trykker Hovedet af den døde Christus til sine Læber med et vidunderlig deiligt Udtryk af moderlig Smerte: Det er kun Hovederne med meget Lidt af Figurerne, men et overordentlig deiligt Billed. –
  • Correggio: Christus i Gethsemane. Figurerne langt til venstre i Billedet i et stærkt Lys mens den større Deel af Maleriet til høire er i Mørke.
  • – do – Marsyas, som de er i Færd med at flaae. Dette Stykke er mesterligt malet, mere, som han pleir, svagere i Tegning.
  • Bernardo Luini: i en anden Sal for sig findes 6 Frescer af denne herlige Kunstner, hvoriblandt især glædede mig:
  • Christus med Verdenskuglen i venstre Haand.
  • Christi Fødsel.
  • Ecce Homo, og
  • Kongernes Tilbedelse.

Senere var jeg i det ambrosianske Bibliothek: •58•

  • Fortificatoriske Tegninger af Lionardo, Architectur af Bramante smukke Miniaturer, interessante Haandskrifter, et Brev fra Lucretia Borgia (?) til Cardinal Bimbo.
  • en Fresce af B: Luini: Chr. Bespottelse.

Ovenpaa iblandt Malerierne især:

  • Hamilton: to Billeder med døde Fugle.
  • Lucas van Uden: to Billeder lige Breughels paradisiske Fremstillinger.
  • Philip Hackert, et smukt Landskab.
  • Bergognone: to Helgene.
  • Raphael Mengs: Paveportr:
  • Hemmeling: Deilig Madonna med høire Bryst blottet.
  • Rosa da Tivoli: Fjerkræ og en gl Kone.
  • Bergognone: Madonna i Trone med mange Helgene, deiligt Billed.
  • Albrecht Dürer: San Huberto, omgiven af Dyr, hvoriblandt nette Hunde og en hvid Hjort; ogsaa Hesten morede mig.
  • Fr Francia (?) en Evangelist eller Profet.
  • Botticelli: Mariæ Bebudelse (?) et Par Engle føre et lille Barn hen til hende; deiligt malet, Guld i Haaret, det •59• var et Glimt af Florenz, jeg nød i det Billed.
  • Correggio: Madonna med Kanin (Neapel).
  • Andrea Mantegna: Hyrdernes Tilbedelse.
  • Lionardo da Vinsi: Portr (Grev Melzi?)
  • – do – Mageløst Quindeportr med nedslagne Øine og rigt Haar; begge tegnede.
  • Marco d’Oggionno: Madonna med Barnet, ogsaa hun har høire Bryst blottet, de to Hoveder have et deiligt Udtryk.
  • Gaudenzio Ferrari: Trolovelsen
  • Bernardo Luini: en ung Quinde med en Bog } Tegninger
  • – do – Lodovico Sforzas Portr:
  • Lionardo: Beattrice d'Este, moglie di Lodovico Sforza. Skarp Profil med Perler i Haaret og om Halsen – lyslevende! Dette er et af de meest henrivende Portraiter jeg veed at have seet (lignende LMN:):
  • Giorgione: deiligt Billed med Madonna og Tobias og mange flere Figurer. –
  • Tizian: Kongernes Tilbedelse, Madonner, Portraiter o s v –

Iblandt mange interessante Tegninger, hvorimellem Ting af Lionardo, Luino o fl: saa jeg ogsaa en Tegning af Mich Angelo: Adam og Eva under Træet i Eden (Capella Sistina) flere af ham.

•60•
Samme Aften
I Eftermiddag har jeg endnu seet:
i Kirken San Simpliciano en deilig Hvælving malet af Bergognone: Madonna krones af Christus, den Hellig-Aand svæver derover og Gud Fader med udbredte Arme afslutter Gruppen foroven. Det hele er omgivet af en mandeldannet Glorie, bestaaende af Engle som staae 3 og 3 jævnsides ovenover hverandre; deres Klæder ere farvede saaledes at det danner som en Regnbue. Desuden Hærskarer af smaa Engle, og en Deel deilige Figurer som staae paa Grundlinien, hvoriblandt en hvid Engleskikkelse med Armene udstrakte mod Treenigheden især var deilig. Denne Kunstner har jeg faaet usigelig kjær.

Arenaen
Arco di Pace } fra Napoleons Tid
Galeazzo Viscontis Palads, nu forvandlet til Caserne, men rigtignok ogsaa den deiligste jeg har seet; Hestestaldene indenfor de smukke Buegange med maleriske Colonner o s v. gamle Taarne, Gesimser osv. –

  1. Paris Bordone (1500-1571). Maleriet er senest blevet solgt hos Dorotheum i Wien, 21. oktober 2014, nr. 94.

  2. Bernardino Luini (ca. 1480-1532). Maleriet er nu i Pinacoteca Poldi Pezzoli, Milano, inv.nr. 1620.

  3. Correggio (ca. 1489-1534). Det sidstnævnte af de to malerier er nu i Eremitagemuseet, Skt. Petersborg, inv.nr. 250, og tilskrives Agnolo Bronzino.

  4. De omtalte fresker af Luini findes nu i Louvre, henholdsvis inv.nr. M.I. 715, 713, 718 og 714.

  5. Jan Hamilton (1676-1740). Malerierne er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 681 og 682.

  6. Lucas van Uden (1595-1672) og Jan Bruegel den Yngre (1601-1678). Malerierne er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 63 og 69, som nu tilskrives Brueghel alene.

  7. Philip Hackert (1737-1807). Maleriet lader sig ikke identificere.

  8. Ambrogio da Fossano, kaldet Bergognone (1453-1523). Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, enten inv.nr. 11 eller 12.

  9. Anton Raphael Mengs (1728-1779). Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 796.

  10. Hans Memling (ca. 1430-1494). Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 46, som nu tilskrives Bernaert van Orley.

  11. Philip Peter Roos, kaldet Rosa da Tivoli (1657-1706). Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 137, som nu tilskrives ”Monogramisten V.H.”.

  12. Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 13.

  13. Albrecht Dürer (1471-1528). Maleriet lader sig ikke identificere.

  14. Francesco Raibolini, kaldet Francia (ca. 1447-1517). Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 10.

  15. Sandro Botticelli (1445-1510).. Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 1.

  16. Correggio (ca. 1489-1534). Maleriet er formodentlig Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 827, som nu betragtes som en kopi malet af en kunstner fra Dosso Dossis kreds.

  17. Andrea Mantegna (1431-1506). Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 84, som nu tilskrives Bramantino.

  18. Leonardo da Vinci (1452-1519). Tegningerne er Biblioteca Ambrosiana, F 290 inf. n. 8 og inf. n. 7, som begge nu tilskrives Giovan Antonio Boltraffio.

  19. Marco d'Oggiono (ca. 1465/70-1524). Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 81, som nu tilskrives Bernardino Luini.

  20. Gaudenzio Ferrari (ca. 1475-1546). Tegningen er Biblioteca Ambrosiana, F 290 inf. n. 1.

  21. Tegningen er Biblioteca Ambrosiana, F 290 inf. n. 9.

  22. Maleriet er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 100, som nu tilskrives en ukendt lombardisk eller emiliansk kunstner fra 1400-tallet. Lundbye sammenligner den portrætterede med sin første forelskelse, Louise Marie Neergaard (1816-1895).

  23. Giorgione (c. 1477/8-1510). Maleriet er nu Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 205, som nu tilskrives Bonfacio Veronese.

  24. Tiziano Vecelli (ca. 1488/90-1576). Malerierne er Pinacoteca Ambrosiana, inv.nr. 202, 200 (nu tilskrevet Tizians værksted) og 204.

  25. Michelangelo Bounarotti (1475-1564). Tegningen er Biblioteca Ambrosiana, F 262 inf. n. 8, som regnes for en kopi.

Fakta

PDF
10. Jun. 1846
Dagbog G, side 56-60

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 231-234; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 445-447