14. Jan. 1843

14 Jan
”De bestrede hans Uvirksomheds-Philosophi – og de følte, at det var fordi han ikke var lykkelig, at han var viis”. – Bulwer – Hvad Bulwer her siger om Maltravers passer ikke paa mig, men disse Ord opvakte dog den Tanke hos mig: at det er fordi jeg ikke er lykkelig, at jeg ikke er flittig eller oplagt til at frembringe Noget, Godt eller Slet. Ulykkelig er jeg ikke, det kan jeg jo ikke være, men jeg er ikke lykkelig som i de svundne Aar. Jeg maler ikke, har ikke malet i næsten en Maaned, noget som er værdt at tale om. Jeg er dog sjælden ledig; jeg læser og tegner paa Træ; men uden synderlig Liv – ja, det morer mig nu at sætte mig ind i Engelsk, saa det er vel det bedste jeg i denne Tid gjør: at hakke mig igjennem en Bog, Bulwers Allice. Det er dog noget Lidt. Jeg skulde i Aften i et stort Selskab, hvortil jeg havde glædet mig meget. Jeg havde nemlig ordnet en •116• Art Trophæ af Vaaben om et Billede af Herlufsholm, stillet op i Anledning af den festlige Sammenkomst af en Deel Ældre og Yngre fra Herlufsholm demitterede paa Herluf Trolles Fødselsdag, som netop er i Aften. Hertil var jeg indbuden og blev glad derved. Det var dog et kjønt Baand som endnu var stærkt nok til at holde Mænd sammen, der alt længe havde vandret ad forskjællige Veie – der maatte vel dog være noget at lægge Mærke til for den, som gjerne vil styrte sig i Verdenstummelen for der at hente Erfaringer – der maatte være værd at være! – men, jeg kunde kun være der med Skam og blev hellere hjemme; jeg havde altfor lidt, altfor simple Sager, altfor lav Plads og altfor lidt Erfaring i Sligt, det blev daarligt, som det meste jeg tager fat paa, halvt! – Elskværdige Mennesker kjender jeg, gode Bøger kan jeg læse, gode Kunstværker kan jeg nyde, faae Fornødenheder har jeg, ja, selv bedre Fred med mig selv – men glad kan jeg ikke være. Man maa have Noget, som levende interesser[er], det har jeg ikke. Mit Maleri kan ikke, jeg staaer paa samme Punct, som for flere Aar siden. Gurlitt havde Ret, naar han troede at Kjærlighed vilde give mine Stykker en nye Glands og Friskhed. Hvorfor kom Du ikke, •117• Louise Neergaard! Mit Hjerte slog uroligt alt ved Tanken om Gjensynet. Jeg maatte alt gjøre mig Umage for at see ligegyldig ud, naar Dit Navn blev nævnet. See, jeg søger – hvad jeg har kan ikke tilfredsstille mig, jeg kan ikke opgive Haabet om Kjærligheds Lykke, jeg søger Glæden, som flyer mig, hvergang den har undt mig et kort Øieblik – Glæden søger jeg, i Dit Blik, Din venlige Tale, i Dit rige Hjerte. – – Atter faaer jeg Lyst til at skrive til Din Fader, og bede ham give sit Minde til vor Forening. Jeg frygter næsten mindre for at bede ham end for at skrive til Dig selv. Hvordan skal [jeg] fremstille mig for Dig? Du kjender vist mange af min[e] Svagheder og skulde kjende flere om jeg skrev – nei, nei, jeg har ikke Mod. Alting bliver mig ligegyldigt, jeg selv dorsk og lad, hvad skal bringe nyt Liv i mig. – –
Paa Mandag skal jeg atter begynde paa mit store Maleri, det er rigtig muntre Udsigter! – Jeg eier ikke 15 Rdl og gider ikke bestilt Noget – en anden Gang kan jeg maaskee eie 1000, eller dog 100, og ikke lade være at arbeide. Jeg ønsker Penge sommetider, men jeg troer, det er bedre ingen at have. – Jeg gaaer i Rette med mig selv, luger Ukrudtet op og tager Hveden med – gid jeg kunde være letsindig og udsvævende, saa var der dog maaskee imellem noget Godt ved mig, men dertil er jeg for feig. – Saa tit hører •118• jeg man siger: at en Elsker elsker kun sig selv og ikke sin Brud. Skulde det ikke være saa med mig, at jeg for min egen Skyld søger en Brud? Mon Nogen gjør det af anden Bevæggrund – jeg troer ikke; men man kan trænge til et Væsen for hvem vi kan være Alt, som hun vil være Alt for os. Hendes Glæde skulde være min, glad vilde jeg opfylde hendes Ønsker – naar jeg nogensinde har været istand til at glæde eller tjene En jeg holdt af, var det mig da ikke snarere som jeg modtog end som jeg gav? hvormeget mere, naar denne Ene er min Brud ? Herre Gud! eet Skridt, modigt men sindigt, kunde gjøre mig lykkelig som Faa, men jeg har ikke Mod til at gjøre det, og maa derfor synke hen i Jammerlighed og Mismod. Munken kunde i sit Kloster leve for sin Gud og sin Sjæls Salighed – et Løfte, tungt, men kun eengang offret, fjernede ham fra Verden og dens Fristelser – en Salighed at kunne glemme dem – men jeg staaer midt i Verdens Larm, tusinde Ønsker og Fristelser omspænde mig, jeg skal bekæmpe dem uden anden Støtte end den, der endnu ikke er Støtte nok for mig: Religionen. Den Lykke som den Ringeste, ja tit Uværdigste kan nyde nægter min Feighed mig –. Skovgaard! Du sagde før: det var som om jeg søgte Noget! ja, det gjør jeg, skulde du ikke ane, hvad jeg søger? – gjør Du det, da er Du vel den Eneste. – Louise Marie! – –