15. May. 1842

1 Pintsedag 15 May
Den Aften igaar fik rigtignok en ganske anden og langt venligere Characteer end de sædvanlige Lørdagsselskaber, ved Moders og Louises Nærværelse. Moder skjænkede Thee for os, og Louise sang bagefter. Vel er hendes Stemme svag, men hendes Foredrag er saa naturligt og dog udtryksfuldt, saa de samme Sange, som tit blive kjedelige faae i hendes Mund dog en egen Ynde. Idag var jeg henne i Vartou Kirke; jeg har længe ikke hørt Grundtvig og var ret stemt dertil idag. Der er dog en Storhed i •26• ham som jeg ikke har truffet hos nogen anden Præst. I begeistrede Øieblikke faaer hans Ord og Udtrykket i hans Ansigt noget profetisk, naar han spaaer om den kommende Tid; men ogsaa den svundne glemmer han ikke, Minde og Haab smelte saa yndigt sammen hos ham. – Jeg var ogsaa idag for første Gang iaar paa Billedgalleriet, og betragtede ret de gamle hollandske Landskaber. Kunde jeg faae noget af den Simpelhed, Sparsomhed, hvormed de anvende de enkelte Planter, Straae og øvrige Pynt, hvorved de aldrig tabe det Hele af Sigte og faae dog tilsyneladende mere Rigdom end den, der vil give Alt, gjøre hver Plet interessant. Nu længes jeg ret efter at faae mit store Stykke paa Lærredet, jeg har saa meget i Hovedet, som jeg kun der kan see virkeliggjort; men ak! det vil dog see daarligt ud, og kun lidet ligne Billedet, som nu det staaer for min Tanke. – Jeg har i disse Dage læst Schakesspeares Kong Lear. Jeg forbauses over den Natur der er deri, dets Kendskab til Menneskehjertet, ja, til Himmel og Helved kunde man gjerne sige. – Jeg skal i Aften i Selskab hos Grosserer Lorenz Frølich. Indbydelsen havde Louis Mourier skrevet paa en Lap Papir, og paa den samme fandt jeg disse Ord med Blyant:
Bleg, som Kummers mørke Datter, staaer
Maanen hist paa Himlens store Bue. –
Jeg troede at gjenkende den samme Haand, som skriver de smaae Regninger paa Thee, Sukker, Smør, Brød, Blankesværte o. s. v. Mines, Tjenestepigens. Var det tilfældigt eller har hun villet give mig et Vink om det poetiske Liv, der rører sig i hende, jeg veed jo, meget vel, at hun læser den ene Roman efter den anden. Stakkels Pige! din Stilling er ikke god her paa Hospitalet, hvor alle Kandidater, Volontører, o. a. fl. [overstreget: kan] spase med Dig; der spases meget bort. Men du har ingen Grund til at klage over mig, jeg har aldrig kunnet beqvemme mig endog til mindste Hentydning paa Sligt; ligesaameget af Angst som af Pligtfølelse, og mere maaskee. Den Skjærsildslue er svær at komme igjennem for unge Mennesker, uden som Myg med sveden Vinge. Ikke bedre end Andre er jeg, men ingen [overstreget: Piges] Kvindes Ro har jeg endnu paa min Samvittighed, og dog er den betynget.