4. Sep. 1845

4 September Rom
Hvordan skal jeg dog lære Lethed i Omgang med Andre. Jeg lever her i de piinligste Forhold, blot fordi jeg ikke med Ro og Taalmodighed kan høre paa den Spot og de Skjældsord, som Jerichau dagligt udgyder i rigeligt Maal over Alt, hvad der er dansk. Han har selv sagt, at det har været for at stille min Taalmodighed paa Prøve, og det har undret ham, at jeg i Førstningen ikke altid tog det ilde op; men efter en saadan Tilstaaelse er det mere, end der staaer i min Magt, at høre roligt paa Sligt, og det er kommet til meget alvorlige Optrin, som dog var hæftigst Dagen før min Geburtsdag. Jeg havde nemlig yttret mig imod, at Thorald skulde søge Stipendium efter at have modtaget •86• tidligere privat af Dronningen 200 Rbdlr til en Reise i Tydskland. Jeg paastod, at det ikke var kammeratligt mod hans Jevnaldrende, som maaskee ikke stode i et saadant Forhold til Dronningen, at de kunde opnaae en saadan Gave. Han svarede: at han ikke stod i et saadant kammeratligt Forhold til Nogen. Det gjør jeg vel heller ikke, naar jeg undtager Skovgaard og Dreier, men synes desuagtet, at der er Hensyn, som bør tages alligevel i slige Sager, som Alle attraae. Om jeg har været for stræng i dette veed jeg ikke, men det veed jeg, at de var strængere mod mig, naar de sagde, at min Opførsel mod dem var kjeltringsagtig, fordi jeg der saa strængt paatalte en lille Uret, som de ikke engang vilde indrømme var en Uret, naar jeg taug til de store •87• Misbrug, som Adolf stedse omtaler paa det Skarpeste. Disse ere Uretfærdigheder, han troer at see i Academiets Fremfærd, Sager som jeg hidtil har været alt for Lidt inde i, til at dømme Klart om, og som han altid omtaler paa en Maade, at det meget mere seer ud som Vrede mod de Mennesker, der sidde i Academiet, end egentlig over uhældige Resultater, som man maa indrømme ham, der ere komne af flere Concourser o s v. Deriblandt er nu Mennesker, som jeg holder af og er Meget skyldige, og dem kan jeg dog ikke rolig høre udskjældte. Dette er det evige Tvistepunct, som jeg ikke har Haab om kan bortfjernes, og dog er jeg bunden til Adolf og Thorald, da de med megen Velvillie have hjulpet mig her, •88• hvor jeg trods Etatsraad Kochs bestemte Løfte, endnu er ganske blottet for Penge. Penge laaner Ruben mig bestandig; men det er mig yderst empfindtligt at skylde Mennesker, der i Grunden slet ingen Sympathie har for mig, Alt, min hele Tilværelse. Og saaledes udvikler sig jævnt en Længsel efter Hjemmet alt for tidligt. At vende tilbage er mit eneste Ønske, derom dreier sig Alt for mig nu, da jeg føler, at jeg uden Landsmændenes Venskab kun kan føre det kummerligste Liv her i Rom. Jeg anede det alt hjemme, at Adolf var forandret, men at Intet, slet Intet af hans gamle Interesser var blevet tilbage, det kunde ikke falde mig ind. Alt er bortdunstet for en kold Kritik, for hvilken Kunst, Politik, •89• Religion, ja Kristus selv maa stilles, og tidligere levende Interesser betragter han som kummerligt Hjernespind, han forlængst er kommet over. Men det skylder jeg Sandheden at sige: at han har udviklet sig til en dygtig Kunstner, som han selv vedgaaer, for en stor Deel dreven af Ærgjærrighed. Som Kritiker har jeg ogsaa nogen, dog langt ringere Agtelse for ham, da den Alsidighed, han troer sig i Besiddelse af forekommer mig i en uhyre Grad eensidig, idet den fordømmer reent visse Klasser af Mennesker, ja hele Nationer, naar Talen er om Kunst (Archæologer og Englændere). Jeg kunde skrive Meget herom, men til hvad Nytte, •90• mit Forhold til ham, jeg har holdt saa meget af, er for piinligt nu til at det nogensinde vil kunne udslettes af min Hukommelse. O Gud! naar jeg da tænker paa mine Venner i Kjøbenhavn, hvor iisnende koldt er da ikke Livet i det varme Italien.