Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

24. Apr. 1846

24 April.
Idag fik jeg Peruginos store: Gravlægning dreiet ud i et bedre Lys, og maatte endnu mere forbauses over dette mageløse Arbeide. Det indeholder 12 Figurer, 5 Qvinder og 7 mandlige, alle af de skjønneste Udtryk. Jeg har •27• neppe seet noget Billed, hvori den frommeste christelige Stemning er saa complet gjennemgaaende, jeg kunde sige lige indtil den blotte Sammenstilling af Farverne. Der er i dette Stykke en saadan Fred og Hvile, at man besværligt løsriver sig derfra. Raphael har havt herlige, elskelige Forgjængere, og de skulde mindes ved Siden af ham, de vel ikke naaede, men som de i Udtryk tit komme nær, om ikke over stundom. Jeg var længe i Tvivl, om jeg skulde give dette eller hans Mariæ Himmelfart i Academiet Forrangen; men jeg troer: at Gravlægningen seirer; disse simple Farver, den dybe Sorg, saa stille og inderlig, har dog noget endnu mere velgjørende paa Sindet, end Himmelfartens pragtfulde Farver og noget mere urolige Totalvirkning. Det er af de Sammenligninger som ere syndige, og som man dog ikke kan afholde sig fra at gjøre, for at komme Hukommelsen til hjælp, her, hvor den overlæsses med Skjønheder. – Jeg troer, at jeg maa atter her anskaffe Malerapparater, jeg længes efter at faa Penselen i Haanden igjen, og jeg har mere end 3 Maaneder igjen. Man trættes ved at see bestandig, og opflammes ogsaa just derved til at male; thi Tegning er dog Intet derimod. Men Penge, Penge! nu er jeg atter ganske blottet – kommer der dog intet Brev fra Academiet? jeg spørger altid forgjæves.

  1. Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 164, af Pietro Perugino (ca. 1448-1523), som Lundbye tidligere havde omtalt i dagbogen, 13. april 1846.

Fakta

PDF
24. Apr. 1846
Dagbog G, side 26-27

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998

Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 211-212; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 430