1. Oct. 1842

[tilføjet i margin:] Idag, 1 Oct, begyndte jeg igjen at tegne paa Modelskolen efter et Ophold af flere Aar, i hvilken Tid jeg kun har gjort en eneste Tegning der, dengang da Thorvaldsen selv stillede Modellen og rettede Tegningerne.

1st Oct.
Nu begynder en Række af glade Dage, dog blandede med Sorg og Uvished; vidste jeg ikke før jeg tog bort, at jeg hellere burde skye Vedby, og dog drak jeg hver Dag af den søde Gift, slumrede hver Aften ind drømmende om en Lykke jeg ingen Mulighed seer til at opnaae. Hvad Lykke venter mig i den virkelige Verden? – lad mig da glæde mig i Indbildningens – [tegning af Lundbye siddende med tændt pibe på en bænk] Hvor tit sad jeg ikke saaledes om Morgenen i Solskinnet nede ved Blegepletten i Dyrevænget, tænkende paa den Morgen, da jeg havde faaet Mod til at sige hende Alt; men da kom hun ikke, og siden kom Modet ikke. – Ligesom denne Blegeplet gjemmer af min[e] kjæreste Erindringer, jeg gjerne tyer til, naar jeg er bedrøvet, saadanne gjemmer den ogsaa lystige; jeg mindes et Aar, da jeg var i Vedby paa samme Tid som Tante Thea var der, hændtes det en Nat, at Musene havde spiist en Krave |næsten op|, som havde ligget paa denne Blegeplads; Tante var utrøstelig, og det var kun ved at love at brodere hende en ny, at det lykkedes Døttrene at stille hende tilfreds. – De første Dage af mit Ophold paa Vedbygaard iaar, havde jeg ret Glæde af Prof. Hjorts Børn; jeg tegnede dem hver et Billede, fortalte dem Historier og legede med dem. Hvor er dog Børn lykkelige, tit veed de det ikke selv; Skolen er dem et Slaveri, en nægtet Fornøielse den største Ulykke, de veed ikke, at der venter dem større Ulykke og et tungere Lænker. Alt hvad der piner og smerter kan jeg glemme i en Klynge af Børn, og det er mig en Salighed at stirre ind i disse klare, lidenskabsløse Øine. Hvad var lille Sigurd •62• ikke for en prægtig Dreng, og Annas guldgule Lokker og den lille brune Mathilde, jo, jeg husker eder, kjære Børn! maaskee gjenseer jeg Eder som Voxne, ville I da huske den Aften da jeg bar lille Sigurd hjem fra Lundebjerg – eller den Dag, da I vare med mig paa Snarebakken og plukkede Blomster mens jeg malede de store Stene. – Den 25 August var det Schnegelsbergs Fødselsdag, da var alle de unge Herrer paa Buskysminde om Aftenen; ogsaa Theodor og Forvalter Berg fra Kragerup vare der. Det var ret en munter Aften, vi sang og dandsede drak og røg Tobak, ud paa Natten sprang vi endog Buk ude i Gaarden i Maaneskin og jeg fik en stor Balle Vand væltet over Benene; en Hest vilde de trække ind i Stuen, men den var tillykke altfor undseelig, saa den var ikke at formaa til at gaa blot ind i Forstuen. Midt om Natten drak vi Kaffe og forføiede os derpaa hjem. Jeg havde bedet Fru Neergaard om et Værelse i den gamle Deel af Bygningen, som er opført i det 14 Aarhundrede af en Familie Beggere; det morede mig at bo i denne gamle Bygning, hvis gamle Eiere nu vare uddøde saa Navnet kun sjældent nævnes, og de har dog vist været mægtige i deres Levetid, men saadan er jo al Jordens Herlighed. – Jeg var næsten hver Formiddag paa Buskysminde for at studere Køer, mens de bleve malkede; jeg havde nemlig faaet Lov at binde hvilken som helst jeg havde Lyst til og havde saaledes den ønskeligste Leilighed. Frugterne heraf var to malede Studier og en Deel Tegninger. Ogsaa Malkepladsen ved Vedbygaard besøgte jeg flittigt, hvor der var et par Hundrede Køer og adskillige Tyre. Hvad •63• er det dog deiligt at leve paa Landet, at have Leilighed til at studere Bøndernes Liv, Dyrenes Liv, alt Sligt maa man være inde i naar man vil male det. Saaledes saae jeg om Natten d 27 Aug, Jomfru Bonas Fødselsdag, da jeg havde fulgt de to Jomfruer Gudme hjem til Reerslev og ikke vilde gaa iseng, hvorledes alle Køerne vare drevne ind i en Fold ved Gaarden, hvor de nu i Ro og Mag tykkede Drøv, af og til dybt pustende i velbehagelig Magelighed, hvor var der en Fred over denne Scene, længe stod jeg og betragtede den i det klare Maaneskin. – Først havde jeg været ude ved nogle Steendysser, det var underligt ved Nattetid at vanke saaledes om paa Marken, det er dog Følelser man ikke kan have i sin lune Rede i Kjøbenhavn. Morgenen derpaa Kl: 4 skulde Louise og jeg følge Sophus Neergaard til Kallundborg, hvorfra han skulde tage med Dampskibet til Randers. Jeg gik derfor ikke i Seng men satte mig i en af de store Lænestole i mit Kammer den korte Tid der var til overs af Natten. Vi reiste da, og kom ad den kjønne Vei langs Thissøen tidligt om Morgenen, hvor der var kjønt. Jeg holder saa meget af det Stykke Vei, der gaaer imellem Thissøen og den yndige lille Sø: Bliden; naar disse to Søer løbe sammen skal Verden forgaa siger Sagnet. Vi besøgte da det kjære gamle Kløverblad i Kallundborg; de vare raske og havde hos dem en ung beslægtet Pige fra Norge Elisa Hjort. Kl: 11 tog vi atter fra Kallundborg og saae paa Hjemveien Udby Kirke, som er bygget af Esbern Snare, en anseelig Kirke, der midt igjennem Skibet har en række Søiler af lignende Form som de nedstyrtede i Kllbrg Kirke.