19. Oct. 1842

19 Oct
Hvor lidt hører der dog til for at gribe helt forstyrrende ind i en Families Ro og Vel. Min Moder kunde nu leve med Sparsommelighed, den hun er vant til sit Liv igjennem, af sine 500 Daler aarlige Indkomster; men nu falder Joachim igjennem ved den usle Examen fra yngste til næstyngste Klasse paa Landacademiet. Han maa bort derfra, hvor han havde Alt frit og nu skal Moder sørge for ham. Det seer ud som en Umulighed dog vil det gaae; hvor tit seer det ikke ud som •83• vi skulle sulte ihjel, vi gjør det dog ikke – der er Een over os, som føder og opholder os, han styrer dog Alt efter sin vise Vilie saa, hvad for vore svage Øine seer ud som Ulykke kan han styre til Held og Lykke. – – Jeg tænker nu at flytte hen til hende, da hun ønsker det og jeg jo maa hellere yde min Skjærv til hende end til Fremmede. O, du kjære, trofaste Moder! du har altsaa endnu Kummer og Mangel at lide og stride med paa dine gamle Dage, og du bærer det uden at knurre mod Forsynet uden at blive bitter og haard, vidunderlig fromme Kvindehjerte, du ansaae det endog for en stor Lykke, om Joachim var bestaaet. Det var Synd af ham stor Synd, men bebreide ham kan jeg ikke, jeg selv er ikke flittig og var det endnu mindre i min Skoletid. Han har et haardt Sind, der kun vilde blive mere stivt og ubøieligt ved Bebreidelser. – Og en saa jammerlig Familie skulde Louise Neergaard være villig til at indtræde i? nei, fromme Louise! jeg føler mig rigtignok for ringe til at tro sligt. Elskelige Pige, lev og nyd den yndige Ro og Fred, hvoraf dit hele Væsen er et Gjenskin, jeg tør ikke forstyrre den, selv om jeg kunde. Hvorfor tør jeg ikke helde mit Hoved til dit trofaste Bryst – er du ikke min første Tanke naar jeg vaagner min sidste, naar jeg slumrer ind – Louise! jeg føler, at jeg kunde elske en Pige som dig, høiere end mig selv, det Bedste jeg har, Alt vilde jeg give dig, glemme reent, hvad den kolde Fornuft Siger: man bør dog i ethvert Forhold holde sig noget tilgode, at man ikke ved Tabet af den elskede Gjenstand skal tabe Alt. Hvor tit har man ikke præket denne iiskolde gyldne Viisdom for mig, jeg foragter den! med Liv og Sjæl vil jeg hengive mig til den, jeg •84• eengang giver et saadant Løfte som det Kjærlighed giver. Men hvad Magt ligger der paa om en Enkelts gode Villie ingen Gjenstand finder, om hans kjærlige Velvillie qvæles og hans Hjerte da uden Modstand omspændes af den Iisskorpe, som Armod, Længsel og Verdenserfaringer sikkert vil danne og udvikle saa den vil voxe indad og tilsidst kun levne Plads for Egoisme, denne gruelige Omhu for sig selv, Tænken paa sig selv, hvoraf gamle Ungkarle og gamle Jomfruer altid betages, fordi Ingen bekymrer sig om dem, de maa da selv. Hvad Magt ligger vel derpaa? Een mere eller mindre af den Slags vil det mærkes? – Vil nogen sige mig det? det er haardt, thi: ”selv med den allermindste Fugl en Tanke fra Gud henfoer – selv i den allermindste Sjæl en underfuld Verden boer!” – Saadanne siger Ingemann saa kjønt, og det vil jeg ogsaa tro: at Gud har ikke nedlagt Drømmene om og Længslen efter Lykke i min Sjæls Dyb, naar han aldrig vil tilfredsstille dem. – Jeg føler mig meget ulykkelig. – om Aftenen Saa bragte denne Dag mig dog en Glæde, idet mit lille Stykke med Bondegaarden mellem Vinderød og Kassemose idag er antaget af Administrationen for Kunstforeningen til en Priis af 30 Sp:, og, som Gurlitt nu fortalte mig, antaget som Nr 1 af de tilbudne 12 Stykker. – Jeg havde i Aften paa Modelskolen en lang Samtale med Prof: Eckersberg; det er dog en høist elskværdig Mand, naar han kun ikke kommer paa sit Yndlingsthema: Perspectiven.