20. Jan. 1844

20 Januar 1844.
Jeg er saa glad og kunde svømme hen i Taarer – dersom disse ikke hos mig vare blevne ligesaa sjældne som ægte Perler. –
Jeg maler af alle Kræfter, med saa megen Fornuft og saa liden Afsmag af Studier som muligt, paa min Kostald. Ligesom jeg ikke kan skrive det Bedste, jeg oplever, saaledes kan jeg heller ikke skrive om de Ting der stærkest sysselsætter min egen Tanke, uden at det bliver et kummerligt Vrængbillede, jeg er for forfængelig til at mane tit frem; af og til har jeg gjort og skal vel fremdeles gjøre saadanne Forsøg, gid de blive sjældnere, eller – bedre.
Jeg hader Allegoriseren i Kunst og dog har jeg i denne Tid gjort en saadan lille allegorisk Tegning, der blev fremkaldt derved, at jeg hørte om 4 unge Piger, der kom sammen for at underholde dem ved Læsning. Jeg lignede dem ved et Kløverblad, et Fiirkløver; paa hvert Blad tegnede jeg et lille Billed, saa at disse 4 Smaabilleder kunde samlede udtrykke, hvad de fornemmelig kunde interessere dem for: Myther, Sagn, Kæmpeviser og Kunst. (De tre første indeslutte saaledes: Historie og Poesi overhovedet.) Jeg lod Kløverbladet hvile |paa| og deles ved Korset, hvorved jeg tænkte paa den smukke gamle Fremstillingsmaade af Korset, som Livets Træ, der skyder Blade. Det Hele staaer paa et rundt Skjold, udenom hvilket jeg let angav Dyr •69• til den ene Side og et Landskab til den anden, der deels kunde antyde de gode Damer, at de ikke maatte glemme Naturbetragtningen – deels, og fornemmelig, for at antyde, at mit egentlige Fag laae saa fjernt fra, hvad her var fremstillet, at det vel fortjente en lempelig Dom. Jeg ærgrer mig ogsaa over ikke at have kjendt Kløverbladet i Form, som jeg troede ligt Skovsyrens Hjerteform. Senere erfarer jeg, at der er stor Forskjæl, og at Kløveret havde været langt mere simpelt og kunstnerisk. Ligeledes er Korset plumpt og Bladene klodset anbragt, hvad jeg maaskee dog kunde have hjulpet paa. Havde det lykkedes bedre, vilde jeg have bedt dem trække Lod om Billedet, da jeg ikke vilde give det til nogen [overstreget: enkelt] Bestemt; nu veed jeg ikke, om det er værdt. Skulde jeg dele Bladene mellem de unge Piger, da maatte: 1) Mythen, Odin med Hugin og Munin (vedføiet Slutningsordene af Vasthrudnersmaal |derefter|, hvor Jetten kjender Guden paa det Spørgsmaal: hvad hviskede Odin Balder i Øret, der han laa paa Baalet) tilfalde: Meta Grundtvig. 2) Sagnet, Holger Danske, vedføiet nogle Ord af Ingemanns H.D.: kom ei jeg i Verdenskrøniken ind, dog Skjaldene om mig sjunge – tilfaldt da: Susette Dalgas. Kæmpevisen, en ung Pige, siddende ved Roden af et Træ og lyttende til Fuglesangen, med de Ord: den allermindste Fugl af dem, der vare, sang fra Træet ned i Toner klare – blev Georgia Schouws, og Kunsten, fremstillet ved smaae travle Trolde, (hvor jeg dog hellere havde brugt Vølund paa Holmen), med •70• de Ord af Vaulundurs Qvida: Vel paa Lindebast trak han alle Ringe – maatte da tilfalde: Elise Stampe. – Forøvrigt gav denne Tegning Anledning til, at jeg, der var stolt af aldrig af have skrevet to Linier, der rimede, gjorde det første Forsøg om ikke i Rim saa i høiere Toneart, om ellers noget, man saa let stillede sammen, kan fortjene Navn af Forsøg – saalydende:
Fiir-Kløver jeg fandt
Mellem Vikke-Havren,
Jeg trilled paa Børen
Til Qvæget hjem.
– Ved et sært Tankespring kommer jeg til at tænke paa Paul Møllers fortrefelige Bondedrengs Forsøg:
Den, som mig føder
Det er Gud Fader –
Den som mig klæder,
Den som mig klæder –
Gud ske Lov, at jeg kan lee ad mig selv, det kunde jeg ikke altid – der er som jeg skrev: jeg er saa glad og dog saa bedrøvet! Jeg maler om Dagen og sidder om Aftenen inde i mit lille Studerekammer, med Bøger og Tegninger om mig – sommetider kan jeg ikke blive færdig, ikke blive træt af at see og læse saa jeg først [overstreget: seent] langt over Midnat giver mig i Lag med at rede mit simple og lette Leie paa Sophaen. Jeg føler den uhyre Rigdom, som Menneskeslægten (og jeg som Led af den) eier – ligefra de dybe gaadefulde Myther og Sagn fra Slægtens Barndom •71• med deilige Drømme, det blev overladt de sildige Slægter at realisere, om de ikke vanarter – indtil alt det deilige, som Menneskeaanden, uddannet og forædlet, skabte i Kunstens og Poesiens Glandsperioder. See Kristendommen kaste sin milde Glands over det Hele – see i Historien Fædrenes Bedrifter baade i Aandens og Haandens Verden, da føler man, det er værdt at leve – høit og herligt at føle sig som Led i den vældige Kjede, et herligt, helligt Maal at ligne store Fædre og erhverve et Eftermæle som deres.
See det kan gjøre mig glad, at betragte det Store i Livet, inderlig glæder jeg mig, naar jeg troer at spore Forsynets ledende Haand, og den Forfængelighed, der behager sig selv saa meget, ved at være anderledes end Andre kan reent svinde bort, saa jeg føler det som en Trøst, at: Folkets Røst er Guds Røst! – Men, for hver god Time har man fem onde og 10 kjedelige. Med alt det, jeg kjender herlige, elskværdige Mennesker, saa kan jeg dog aldrig bekæmpe en Følelse af Eensomhed; de have alle mange andre, de holde af, jeg faaer en Part af deres Velvillie, og er taknemmelig for den, men tilhører Ingen, og, Ingen tilhører mig – denne Frihed, den er mig for stor, den er uhyggelig. Jeg kunde reise bort, dø – man vilde snart glemme det, Ingen vilde savne mig, uden maaskee en Eneste, og hun er langt borte – Ja, gamle Moder! Din Kjærlighed glemmer jeg ikke, men hvorfor skulde vi skilles? Naar jeg saaledes sidder her og der dybt nede [ulæselig overstregning] i Lønkammeret kan røre sig en stille Længsel efter Noget •72• Verden har fortalt mig |som Lykke|, og føler: Sligt er forbudne Varer, ja, da kan rigtignok Hjertet presses lidt sammen og en Taare stige – den gaar ikke over Bredden, finder ikke sin gamle Vei ned over Kinden, thi ogsaa her maa jeg føle: Barnet er borte, og dermed: den Lindring og Velsignelse, der ligger i stille Graad.