Menu

Johan Thomas Lundbyes dagbøger

2. Jun. 1842

2 Juny.
Idag har jeg begyndt Undermalingen af mit Maleri. Det har været Bygeveir hele Dagen, saa vi have havt de deiligste Lufter at studere, og jeg vil gjerne mindes noget af hvad jeg har seet idag, naar jeg skal male Luften op. Skyggepartierne af Skyerne noget iveiret stode ikke mørke mod den blaae Luft, men med en zart graa Farve, som tog sig deiligt ud. Lysene maa ikke trænges ud i Kanten, der ei heller maa males for fedt, hvorved Rundingen vilde gaa tabt. – Maatte det lykkes mig at holde de fjernere Gjenstande i Masser og først lade de enkelte Former træde frem i den mere fremrykkede Deel af Stykket; det er svært naar man arbeider efter flere Studier, som umuligt altid kunde gjøres under de rette Betingelser. Ogsaa er det svært at give de fjernere Masser saadan Characteer, at man tydeligt gjenkjender de forskjellige Gjenstande og Stoffer uden Hjelp af de enkelte Former. O, jeg har saa meget i Hovedet, maatte det kun lykkes mig at give det godt paa Lærredet. – Nu er Salen færdig hos Skovgaards Onkel; i tre Dage have Skovgaard og jeg arbeidet anstrængt dernede, men hvordan det er lykkedes veed jeg ikke, jeg vil ikke svare for mere end de Ting jeg har malt, der vil blive slemme nok at forsvare for en stræng Dommer som Høyen. Som et Hele har jeg ingen Mening om den; jeg synes dog der er Liv og Lyst i Behandlingen – nu faaer vi høre, hvad Folk ville sige. –

  1. En dansk kyst, Statens Museum for Kunst, KMS412 (Karl Madsen: Johan Thomas Lundbye 1818-1848, København 1949, nr. 134).

  2. Vekselmægler H.C. Aggersborg (1812-1895) havde forud for sit bryllup bestilt en serie på tre store billeder til en stue i Holmens Kanal 4. Det ene var Lundbyes maleri af Gåsetårnet, der nu tilhører Statens Museum for Kunst (KMS6731; Karl Madsen: Johan Thomas Lundbye 1818-1848, København 1949, nr. 114). P.C. Skovgaard malede de andre to forestillende Højerup Kirke på Stevns og en udsigt fra Frederiksborg Slot, nu henh. Statens Museum for Kunst (KMS6650) og Ordrupgaard (73 WH).

  3. Kunsthistorikeren N.L. Høyen (1798-1870).

Fakta

PDF
2. Jun. 1842
Dagbog A, side 30

Det kgl. Bibliotek NKS 4201, I, 4°

Mogens Lebech (red.): Et Aar af mit Liv, København 1967, s. 74-75; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 79-80