23. May. 1842

23 May.
O, kunde jeg med Flammeskrift sætte den ”aandelige Kæmpevise” i mit Hjerte, som staaer i Grundtvigs ”Sangværk til den danske Kirke” Side 589. Kunde jeg altid mindes den, at jeg ikke skal forsage i Fristelsens Stund. Ikke i Arbeid og Adspredelser, ikke i Nydelse, af hvad Navn nævnes kan, jeg troer at der ikke engang i Kjærlighed vil gives Fred [overstreget: og Ro], den gives kun som Hvile efter haarde Kampe med os selv. Ja, det er Sandhed, at den der overvinder sig selv er større end [den] der indtager en stor Stad. – Forvildet, uden Ro i Sindet vandrer jeg omkring, ak, jeg længes, men Længslen kan ikke stilles før Striden er udstridt – Haabet om at blive lykkelig vil jeg ikke opgive. Maaskee jeg henad Sommeren kan besøge Vedby-Gaard, som indenfor sine vældige, trofaste Mure beskytter hende, min Ungdoms-Drøm, o, var der Sandhed, glædelig Sandhed i Ordsproget: man kommer altid tilbage til sin første Kjærlighed. Nu vandrer hun atter i Haven om Morgenen, seer til Blegen, og aner ikke, hvad jeg tænkte den deilige Morgen, jeg sad der. –
senere. Der kom idag Brev fra hende til Louise. Det indeholdt ogsaa en venlig Hilsen til mig; hun har dog nogen Godhed for mig, mindes mig dog imellem, allerede det er mig Meget. Hun har sagt: at jeg var en af de faae Herrer, hun turde tale med, og frit og naturligt er hun altid kommet mig imøde. Men hun er stille, alvorlig og tilbageholden. Du gode Pige! har Du havt Modgang, der har forbittret Livet for Dig, tit er Du sørgmodig, ja, Louise har sagt mig, Du gjorde ingen Fordringer [overstreget: paa] til Livet, Du skjønnede vel paa den Lykke, der kunde være i Kjærlighed, men Sorgerne som følge med have dog ladet Dig foretrække at opgive denne Lykke og hellere vælge at leve ene, kun for de faa, Du el holder af, De Lykkelige, og var jeg Din Broder! jeg har ingen Syster, har tit beklaget det; jeg er saa fremmed for den unge Piges Væsen og Tankegang, jeg vilde være kjærlig mod min Syster, er jeg det ikke mod mine Brødre? – O, bort! Brødre, Systre, Venner, Moder, Alle bort! lad mig i Ro vende Blikket mod mit eget Indre og bede, som Psalmen beder for de smaae Børn til Christus:
O skriv Dit Navn i deres Hjerte,
Og deres i Din høire Haand,
Saa de med Dig har Fryd og Smerte
Tilfælleds i den Hellig-Aand. –

•29•
senere. Roes har Maleren nok af, naar hans Venner og de, hvis Mening han agter, glæde sig ved hans Arbeider – og Penge har han nok af, naar han har til Livets Ophold.