Johan Thomas Lundbyes dagbøger
1. Apr. 1844
1 April Strøtanker paa Sengen om Aftenen
Kunstnerens Dannelse er vidt forskjellig fra Videnskabsmandens, og, ihvorvel i mange Henseender høist interessant, saa kan jeg ikke negte: dog som oftest temmelig maalløs. De fleste og selv de dygtigste Kunstnere ere i stor Forlegenhed, naar de skulle udtale dem, undertiden selv over ubetydelige Ting. Jeg kan begribe, at der er meget i den ægte Kunstners Productioner, som staaer saa gaadefuldt for ham selv, at han umulig kan tale derom; thi han har [overstreget: selv] faaet det ved en høiere Indskydelse, ufattelig for ham selv; men jeg synes man kan gjøre de samme Fordringer til ham som til hvert dannet Menneske, at han i det Mindste i sit Modersmaal skal nogenlunde kunne udtrykke sig. En anden Ting, som ikke staaer i ligefrem Forbindelse hermed, som jeg ogsaa meget ofte har fundet hos vore Kunstnere, er den Lyst: at udtale sig halvt, forblommet, hvorved man skader ubødeligt, thi man kan ikke forlange, at Mennesker uden Øie, eller med uøvet Øie, skal lade sig nøie med Sligt. Man vil gjerne vises tilrette, høre Bemærkninger, og Folk af Faget maa kunne gjøre mangen fiin Bemærkning, som selv den meest øvede Kjender ikke vil være i stand til, skjøndt jeg villig indrømmer, at Kunstnere sjældent have og kunne have nogen klar og fornuftig Dom over Kunstsager; dertil ere de for meget Part i Sagen, og en vis Een- •83• sidighed er hos dem tilgivelig, ja næsten nødvendig. Lad det derfor stedse være min Stræben at klare mine egne Tanker, og lad mig ikke lyve mig større ved at indhylle dem for Andre i et Flor.
Hvor Talen er om Kunst kan Ordet: Lægfolk ikke anvendes. Læg er Modsætning til Lærd og hører alsaa hjemme i Videnskabens Sfære, ikke i Kunstens.
Fakta
PDF1. Apr. 1844
Dagbog B, side 82-83
Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS14024
Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 210