28. Sep. 1842

28 Sept.
Idag var Skuespiller Schneider hos mig; han yttrede, da han saae det lille Anlæg, jeg har staaende af Bondegaarden mellem Vinderød og Kassemose, at han havde imod at see en velvedligeholdt Bondegaard malet, han kunde ikke finde de rette Linier i Tagene kjønne – derimod syn- •57• tes han bedre om saadanne Bygninger, naar de ere forfaldne, krumme og brøstfældige. Jeg veed meget vel, der har været en Tid, da man gik saa vidt, at [overstreget: næsten] kun snavsede Baggaarde faldefærdige Plankeværker o s v fandtes at være interessante Emner for Maleren. Jeg kommer derved til at tænke paa, at det rigtignok er sørgeligt at see, hvor alt næsten, hvad Nutiden opfører bliver prosaisk imod det ældre, saa man nødes til at gaa til Levningerne fra en tidligere Periode; men hvorfor fremstille dem i en ynkelig Forfatning – Jeg finder, det er Malerens Pligt at give sin Tid saavidt muligt, han kan jo dog ikke løsrive sig fra den godt, jeg mener Landskabs og Genremaleren fornemmelig, derfor bør han gaae Prosaen saa nær som muligt, uden at træde saa meget som en Fodbred uden for Poesiens hellige Enemærker. Og selv i vort afstumpede, caracteerløse Hverdagsliv gives der dog endnu Træk, som Kunstneren kan benytte, meget mere i Bondens Liv. Dog er det ikke som alt det Kjønne, alt det Karakteristiske gaaer mere og mere tabt uden at jeg kan øine, hvad Godt vi faa istedet. Seer man hen til f.Ex den simple Maade Bonden tidligere har smykket sine Bygninger, Porte, Vogne, ja endog Skoene havde en udhugget Række Huller over Vristen og Halslinningen paa hans Skjorte var udtunget, da finder man nu knap Spor deraf. Fordelingen af Meublerne i deres Stuer var saa eiendommelig, ogsaa den bliver efterhaanden forandret, Bænkene af Træ maa ikke sjældent vige for Sophaer – o s v. Det kan rigtignok skjære mig i Hjertet, det er som al Nationalitet skal nedbrydes, ja selve Forskjællen paa de forskjellige Stænder, hvad •58• vel netop Folkeudviklingen stunder til. Hovedet kan maaskee finde det rigtigt, men Hjertet kan ikke glædes derved. Bliver Bonden civiliseret og raffineret taber han al sin Eiendommelighed, Trohjertighed – med Nationaldragten taber han sine Sagn og Minder, og hvad faaer han istedetfor: Kjøbstædernes halve Dannelse og hele Fordærvelse. Der gives Øieblikke, hvor jeg kunde ønske Kraft til at hæmme den store Maskines Gang, men det maa være min Blindhed, der gjør at jeg ikke kan see, at den dog driver Udviklingen frem med rolige og sikkre Skridt, om end det for mig seer ud, som den havde taget Magten fra Styreren og foer i rasende Fart mod Ødelæggelsen. Dog troer jeg at den store Mester har viselig indrettet det saa, at der er sørget for modvirkende Kræfter, der holde tilbage i Løbet. Til disse Kræfter lægger jeg vist mine ringe, thi jeg seer hellere tilbage end frem, og troer dog at gjøre min Nytte – Ingen Skabning er hensat paa Jorden uden i et vist Øiemed, ”selv med den allermindste Fugl en Tanke fra Gud henfoer!” siger Ingemann. –