21. apr. 1843

21 April
Der gives enkelte Tanker og Forestillinger, som kan forfølge mig uden at jeg kan gjøre mig klart: hvorfor! Dertil hører Hegelianernes: Naturens Længelssuk efter Forløsning. Hvad vil det sige? jeg kan ikke forstaae det, men jeg føler en Længsel efter at fatte denne Tanke. Jeg seer det Underlige det Store i Naturens Ro og Alvor – det er som Toner fra en vældig Harpe, men forstaae dem kan jeg ikke. De gjenklinge dybt i mit Indre, og de samme Toner skulle ogsaa gjenklinge i mine Billeder. Jeg elsker dem, ja, disse Toner er mig den kjæreste Nydelse, paa samme Tid de vække Savn og Længslen, jeg veed ikke selv: hvorefter! – Göthe har sagt: at alt i de nederste raae Blade, som omslutter Frøet ligger en Attraae efter en ædlere Udvikling – Planten frembringer nye, ædlere Blade – atter nye, finere og finere, indtil den i Toppen skyder sin deilige Blomst. See vi ikke det Samme i det Store i Verdensudviklingen, naar vi antage: [overstreget: at] |en| Urverden, der kun havde de raae Masser, uhyre Skove af Bregner – men ingen Blomst, intet Dyr, intet Menneske. Som vi nu see Jorden, yndig, frodigt blomstrende, befolket [overstreget: af] |med| talløse Skabninger, hvoraf dog vel mange lovprise Gud, deres Skaber, for Livet – hvilken uhyre Forskjæl! Selve Overgangene synes jeg at øine, naar jeg hører om de fundne Levninger af uhyre Dyreskikkelser, der nu ere uddøde paa Jorden, og det er mig, naar jeg betragter Elephanten, som den mere hører en Forverden til, denne underlige Skabning, der kan blive et Par hundre[de] Aar gammel, og kunde •50• søndertræde hver Skabning, der lever om den; men den lader sig villig tæmme og erkjender næ saa at sige derved en aandelig Overlegenhed, den maa bøie sig for. – Er der ikke ogsaa i mig en saadan Fremadskriden, gjærer der ikke ogsaa i mig et saadant Liv, der længes efter at yttre sig, udtale sig? Men der gaaer Mennesker paa denne Jord, som hentæres af en saadan Længsel, Mennesker, som mangle Evnen til at udtale dem – de gaae bort til deres Skaber, uforstaaede, der|es| Liv var sørgeligt, deres Haab maa staa til høiere Verdener. – Underligt, underligt er Livet! vi tænke – de Lærde gruble og gruble – og til sidst maa vi dog Alle stævne til Gaaden, den store Gaade, som Skaberen ikke har givet Nogen at kunne løse. Selv den Klogeste den Stolteste skal dog ydmygt føle: der er sat Bomme, hvorover hans Tanke ikke kan flyve.