16. jul. 1846

Altona 16 july 1846. –
im holsteinischen Hof. –
Er jeg atter i Danmark? Det er svært Spørgsmaal at besvare; men jeg er i en Stad, der endnu tilhører Danmark og hvis Omgivelser alt paa Dampskibet bragte mit Hjerte til at hoppe af Glæde, jeg saae atter de kjære gule Klinter imellem de frodige Træer, og ihvorvel den yndige Tone tit afbrødes af de saa høit priiste men for mig saa lidt underholdende rige Kjøbmands-Villaer, saa vare disse Glimt dog tilstrækkelige til at berolige mig ganske: jeg har ikke i Italien, selv da Længselen meest ansporede Mindet og Phantasien, overvurderet Dan- •118• marks Natur, den staaer urokket for mig som det Kjæreste mit Øie nogensinde saae. Om denne sidste Søreise vil jeg kun skrive: at jeg den 14 gik ombord paa Willem der Eerste i Amsterdam Kl 10 om Aftenen, saae endnu den store By med sine mange Lys og Lygter som en uhyre lang og glimrende Perlesnor i den dunkle Nat med sin røde Maane og svage Lynglimt paa den modsatte Kant af Horizonten. Kl 3½ den 15 lettede vi Anker, Veiret blev mere og mere fugtigt og raat, og uagtet de[t] nedstemte mit Humeur, saa begyndte jeg dog en Samtale med en hollandsk Herre: van Vollehoven, der med Kone og endnu en Dame gjør en Reise til Kjøbenhavn, Stockholm, Kristjania og Frederikskilde ved Sorø (Nygaards). Disse Mennesker fandt jeg ret elskværdige, og især idag, da vi et Par Gange maatte vente paa Vand for |at| det store Skib kunde komme frem, bidrog deres Selskab til at gjøre denne Reise saare behagelig. Saaledes ankom jeg, efter den yndigste Fart i den stille Eftermiddag, hertil Hamborg Kl 8 omtr, kjørte lige hertil, og gaaer imorgen tidlig med det første Tog paa Banen til Kiel. •119•
Og saaledes er Tiden kommen, da Reisen ligger for mig som en deilig Erindring, en indholdsrig Fortælling, der har opmuntret og styrket mig som Kunstner, uden i fjerneste Maade at have adspredet eller forstyrret min Virksomhed og hele Tankegang, dem jeg helst vilde forfølge i det gamle Spor. Og nu mangler Intet for at jeg skal med Glæde tage fat i Hjemmet om faa Dage, uden den Vished, at mine Venner have havt Glæde af det lille Billed, jeg sendte fra Florenz. Derved vilde jeg alt have Opnaaet deres fulde Tillid som Maler, den jeg ellers først skal erhverve. Det vilde være lidt tungt at begynde i Hjemmet med at see, at en vis Nænsomhed, visse milde Bebreidelser tydede paa, de ansaae mig endnu for den Skrantning de for 14 Maaneder siden sagde kjærligt Farvel, haabende at gjensee ham som stærk og sund. Er det opnaaet? er denne Forandring indtraadt? i Sandhed, jeg ved det ikke selv, men det første Ord det første Blik skal iovermorgen vel sige mig det. Lykkelig er jeg dog, at jeg skulde opleve Dage som disse, da Hjemkomsten forherliger Alt, og vækker Følelser og Glæder, for store og inderlige til at kunne udtales eller beskrives!