27. aug. 1843

27 August.
Den gamle Forvalter Herdal og hans Kone toge vel imod mig da jeg kom til Gaarden; det var henad Eftermiddagen og endnu samme Aften gik vi ud til Vindekilde; saaledes kaldes en yndig Dal paa Skraaningen ned mod Stranden paa Søndresiden. Den er heelt bedækket af [overstreget: et] fiint Grønsvær, hist og her bevoxet med mange Tjørnebuske; igjennem den laveste Deel af Sænkningen betegner en yndig Eng med en krum Linie af blaagrønne Vandplanter en Kildes Leie. Denne udgyder sig først i et lille Basin, hvorfra den •7• risler ned i Stranden. Jeg tegnede et Udkast af denne deilige Dal, der ret overraskede mig ved sit venlige Udseende. Næste Morgen stod jeg tidligt op for ret at nyde Godt af mit korte Besøg, men saae til min Bedrøvelse at Alt var indhyllet i en kold, tæt Strand-Taage, saa man imellem ikke kunde see Gjenstande der vare ganske nær. Kl: 9 vilde jeg ikke vente længere, men gik ud med Honoratus. Jeg følger her ikke vor Vandring, men opskriver Gjenstandene jeg saae som de ligge for hinanden naar man gaaer fra Gaarden imod Nord og saa Pynten rundt. Først kommer da Gaardens Have, som gjorde et yderst behageligt Indtryk paa mig. Jeg holder ikke af Haver i det Hele og forstaaer slet ikke at skatte vore nyere engelske Anlæg, selv dem paa Fredensborg, som Gartner Rothe har anlagt og som vel hører til de bedre, kan jeg dog ikke ret glæde mig over. De sædvanlige, nu brugelige Anlæg med store fattige Grønpletter og Gange i de vilkaarligste, hensigtsløseste Krumninger ere mig modbydelige. Men i mellemstunder kan et enkelt Parti i en Have for mig have noget yderst tiltrækkende, som Partiet med Buxbomhækkene i Krohaven i Hornbek o a fl; dette gjaldt om hele denne Have. Den er lille, har kun en bred krum Gang med Rosenhækker heelt igjennem paa begge Sider og en lige, paa den ene Side begrændset af en af Længerne og paa den anden Side staaer en Række unge, kraftige Asketræer, der ikke ere høiere end Længden, men deilige alligevel i deres ungdommelige Frodighed. Det er ikke Roserne eller Asketræerne eller Kaalen i de mellem- •8• liggende Qvarterer, som gjorde mig den saa kjær, det er det hele Anlæg, den synes saa stor og er saa fordringsløs, Gangen saa naturlig bøiet, at man gaaer i den med samme Lethed, som paa en Stie over Marken – det er en Have som jeg holdt af. Derefter bliver det første jeg saae Paradishulen af Bønderne kaldet: Smørhullet. Jeg antager at de finder en saadan Smørsø i et Grødfad saa deilig at de tillægger smukke Steder dette ækle Navn; paa Frederiksværk havde ogsaa en af de yndigste Pletter det samme Navn, og fine Folk søgte |der| at bøde paa det med Navne, ligesaa ækle i en anden Retning, saasom: Ulvesvælg ligesom man her har kaldt denne Dal: Paradiishulen, et Navn der dog i mine Øren klang deiligt og af mine Øine aldeles blev billiget. Denne Dal ligger langt fra Gaarden ude paa Odden, men den mellemliggende Strækning er som hele Refsnæs ovenpaa og har ved den nordre Kyst intet Ualmindeligt. Paradishulen er en rund Dal, Hule eller Sænkning, saa man i en lille Afstand kun seer en Stribe, dannet ved Toppene af de Tjørne der voxe nede i den; disse ere rigt gjennemslyngede af vild Humle, der giver Dalen et yppigt og mildt Udseende, der i høieste Grad forbauser, da den ligger heelt ude mod Pynten, der har intet mindre end mildt i sit Udvortes. Nogle af Tjørnene er høistammede, som dem der staae Jægersborg Dyrehave, og det Hele •9• er virkelig meget kjønt. Lidt længere ude, lige paa Skrænten er igjen en tornebevoxet Kløft, et rigtigt Rævehjem. Endnu yderligere betragtede vi et nedstyrtet Stykke af en egen fiin rød Leerart. Dens Farve var som brændt lys Okker revet i Olie og Massen saa fiin, at man, veed at gnide det mellem Fingrene, ikke finder det mindste Korn, og saa feed at det vanskelig vilde slippe Stokken, hvormed vi stak i den fugtige Masse. Ogsaa hvidt Leer af lignende Beskaffenhed var der, og jeg troede, det maatte kunde anvendes til Et eller Andet. Selve Pynten har intet Usædvanligt; Klinten er ikke meget høi, for en Deel grøn. Oppe paa Spidsen er Skandseanlæg fra Krigens Tid. Min Fader havde her Commando, og han har fortalt, at Folkene vare indqvarterede i Jordhytter, som de selv gravede, og overmalte med Jordfarver, de fandt i Klinterne; jeg formoder den ovenomtalte røde Leer hertil blev anvendt; ogsaa kraftig gule Okkere saae jeg flere Steder. En gloende Kugle var deres Kakkelovn, og dermed Huset færdigt. Naar man nu gaaer yderst ude fra langs med den søndre Side, da vil man finde høist interessante Ting. Oppe fra Batteriet seer det godt ud at see ind mod Landet, da man har Vandet og de smukt krummede Bredder paa begge Sider, baade i Nord og Syd; jeg gjorde to raa Udkast af disse smukke Partier, men maatte beklage den tykke Taage, der kun i Øieblikke lod mig skimte de fjernere Banker, og ved alle mine Tegninger fra disse to Dage, den Flygtighed hvormed de ere gjorte som Følge af den •10• knappe Tid jeg havde. Først har man paa Søndresiden en deilig Klint, bevoxet med blaagraa Buske og paa den øverste Rand kantet med Tjørn. Længere inde en ussel Fiskerhytte ved Foden af en lille høi Skandse, paa hvis Volde nu voxe Torne. Et godt Stykke østligere ligger som et Forbjerg det smukke Bavnebjerg; paa den Side der vender indad mod Fjorden er et Kildevæld, hvis Væde farver et Stykke af Skraaningen deilig grøn. Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak, den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet over |under| Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise. Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen, men man sagde mig, at der imellem den og Kysten var 3 Favne Vand lige ved Stenen, saa den maa ikke være saa ringe, og Jagten kunne gaae indenfor den. Længere hen fandt jeg en Leerklint af en saa paafaldende vild Form, at jeg ikke kunde undlade at tegne den. Den var næsten lodret, slikket glat af Regnen og stærkt furet af det nedskyllende Regnvand; her morede det os ret at vælte store Stene, som sad i Skraaningen eller laae deroppe tæt ved Kanten; med stor Voldsomhed rullede de ned, og naar een naaede Vandet eller tørnede mod en Anden, morede vi os ret. [overstreget: Nu antog Kys] Lige inden for denne Klint var Vindekilde, jeg før skrev om, og fra nu af var Klinterækken uafbrudt dannet i de deiligste og meest maleriske Former. Jeg kan ærgre mig over den Lyst: idelig at vilde lig- •11• ne disse vilde Strandbakker med Norge og Schweitz, hvor kan Leer og Sandbakker ligne Bjerge af Steen? og hvorfor er det ikke godt nok at det ligner Danmark? Det er netop Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Karacteer. For Danmark burde jeg sætte Sjælland – jeg kjender ikke Klitterne derovre ved Vestervovvov. Men undres maa man rigtignok, naar man tænker paa Sællands Kyst langs Øresund, hvor venlige Bøgeskove gaaer lige ud til Sundet, hvor Kysten er livlig og bebygget med Leier og Lyststeder hele Veien, og den samme lille Ø kan i Nord Vest vise sig saa barsk og vild. Hvor kommer det dog, at jeg føler mig mere tiltrukket af dette end af hiint. [overstreget: Den] Hiin Kyst, hvor man alle Øieblikke møder Damer med Parasoller, er mig dog langtfra saa kjær som denne Tunge, hvor Broder Ratus og jeg vandrede i grove Klæder og ikke saae andet Levende end en enkelt Maage, en stor Ven! af dem som Bønderne kalde: Torske-Marer eller Ma’er, og anden Lyd hørte vi ikke, end Strandfuglenes Piben og Fløiten. Jeg var saa glad, min kjære Føde-Ø var blevet mig langt rigere og dyrebarere ved mit nye Bekjendskab med dens vestligste Hjørne; og det deiligste næsten havde jeg endnu ikke seet. Som sagt Klinten fortsattes med rig Afvexling i Form; et Par Gange var der nogle Kløfter og ved at omgaae en lidt fremtrædende Pynt, befandt vi os atter i en af disse •12• eiendommelige Dale eller Sænkninger, hvor Klinten træder tilbage, saa der dannes en Huling rundt begrændset i Dybden af en krum grøn Flade, ud mod Havet afbrudt til begge Sider af de steile Klinter. Denne kaldtes: Grimsdalen – der var i den intet Vandløb, men enten i den, eller en mindre, jeg senere kom til, var det at jeg saae en Masse Steen nedrullet; Steen man havde skaffet bort fra Marken og nedstyrtet her, hvor man nemmest blev af med dem; men Skraaningen hvor de var nedvæltede var ikke saa stærk, at de havde løbet langt; de største længst, og der var mange store; de dannede en heel Masse, og ovenfor dem en stor Mængde mindre. Det saae ud som en fremstyrtende Masse, der truede med at knuse, hvad der maatte komme i Veien. Det her Beskrevne saae jeg paa to Vandringer – een om Formiddagen og een om Eftermiddagen; nu nærmede Tiden sig, da jeg maatte tænke paa at vende tilbage til Gaarden hvorfra jeg samme Aften skulde ride til Kallundborg igjen. Men længe havde en guul Skrænt [notatet forstsat den følgende dag]