8. apr. 1844

8 April
Et kjedeligt Exempel paa denne Kunstnernes Taushed, hvor de burde tale afgav Generalforsamlingen i Anledning af Thorvaldsens Begravelse. Vi kom sammen oppe i Kunstforeningens Locale, en Committée udvalgtes til at gjøre Udkast til et Program, som da skulde forelægges den større Committée i Academiet. Kunstnerne, (hertil fandt man det billigt og rigtigt at henregne Theaterpersonalet), valgte Medailleur Krohn, Malermester Rosent og Balletmester Bournoville. Ordførerne under Forhandlingerne vare foruden de to sidstnævnte Herrer, en Hr From og Hr Libbert samt Hr Dalhof, der meget beskeden sagde: han kaldte sig ikke Kunstner, (ihvorvel han bedre kunde fortjene det Navn end mangfoldige af de Tilstædeværende. •84• De Ord, der bestandig gjentoges vare: ingen Beskedenhed – Kunstnerne stod ham nærmest! og paa den Grund gjorde man saa store Forlangender, at jeg virkelig ærgrede mig derover, dog mere da jeg hørte at Bournoville Dagen derpaa meldte 19 Figuranter fra Theatret som Deeltagere med Kunstnerne i Dagens Festlighed. Holst, Skuespilleren, har man fortalt mig, skulde have spurgt, om disse ogsaa vare Kunstnere? og da han fik Svaret ”ja!” traadte han tilbage – men Kunstnerne sagde intet Ord; de vilde have den Ære at bære ham næsten hele Veien til Kirken og var dog ikke saa delicate, at de satte al Delicatesse til Side mod de Snyltegjæster, der vilde indtræde i deres Rækker, og jog dem ud. Vore Fordringer var sandelig støttede [overstreget: til] meget svagt. Han havde været vor Direktør og Professor, det var det hele; thi Thorvaldsen var en verdenshistorisk Person, hele Nationens Eiendom, og som Kunstner saa stor, at jeg finder det latterligt, [overstreget: at] om vi, der tilfældigviis sysle med Pensel eller Meisel, ville betragte os som staaende ham et Haarsbred nærmere, end ethvert dannet Menneske, der med Kjærlighed har seet paa hans Værker. Haandværkerne, der gjorde en saa væsentlig •85• Tjenste ved at danne de Rækker, hvorigjennem Toget gik – hvorledes bleve de behandlede? Et Hold af dem skal have baaret; men da jeg kom forrest engang efter at have sluppet Baaren, saa jeg to Mænd i lange Sørgekapper, de gik lige efter Studenterne og [overstreget: umiddelbart] |lige| foran Kunstnerne; jeg spurgte Gertner, der gik der som Marschal, hvem disse to var, og han svarede: Representanter for Haandværkercorporationerne, hvem man havde sikkret Plads i Kirken – To! – Kunstnerne ”der stode den Afdøde nærmere” vilde ogsaa bære Flor om Hatten for ham – jeg har ikke kunnet beqvemme mig dertil. – Dette er min Opfatning af min Stands Opførsel, jeg hører Andre seer den i et andet Lys. – Men jeg kan ikke noksom glæde mig over den Stemning der alligevel var kjendelig i hele Folket ved denne Leilighed; det har [dvs. var] meget elskværdigt at see Fornemme og Ringe saaledes at samles i een Følelse, og Hvormange dreves ikke her af en reen Tro paa den Mands Storhed, hvis Værker de maaskee sjældent havde havt Leilighed at see, eller fattedes Dannelse til at forstaae. – Nei, Massen af Kunstnere danne en ækel raa Horde, der nødigst skulle lade Ord falde om, at de stode den Mand nær. Hvor langt værdigere opførte Haand- •86• værkerne og de Studerende sig; dog hvad jeg her har anket over var Mislyd, der ingen Magt kunde faa i den store, deilige Harmoni, i den yndige Tone, der gik gjennem Hovedstaden, selv paa en raa Vinterdag. En mageløs Virkning gjorde den sorte, oplyste Kirke, da vi fra Dagslyset traadte derind. Det Indtryk glemmer jeg ligesaalidt som Thorvaldsens mageløse Hoved med Laurbærkrandsen; som han laae der mindede han om Dante og Tasso, som man seer dem fremstillet. – Beklageligt er det at vore Digtere ikke ved en saadan Begivenhed kunde begeistres til bedre Productioner end dem vi have seet. Molbeks og et af X i Fædrelandet synes jeg bedst om; især de to sidste Vers af det sidste. Jeg finder Grundtvigs Yttring meget comisk, naar han siger ved at læse disse Digte: men Herre Gud! kan de da ikke lade være at kaste Snavs efter Manden! – –
Iaften forlader Moder Kallundborg, saa vi kan vente hende her imorgen tidligt med Diligencen. –