8. mar. 1843

8 Martz
Underlige Verden! hvor længe hænger jeg dog ved Dig – hvortit drages jeg henimod dine Glæder og ønsker at kunne dele dem, men altid stødes jeg tilbage og maa føle mig som en fremmed Fugl, hvis Qvidder imellem kan more, men som man dog negter Alt, naar han beder om Lidt af det Verden kalder Lykke. Da opstaaer Ønsket saa naturligt hos mig om at kunne trække mig tilbage fra den Verden, der ingen Lykke har for mig, tilbage til det dunkle Hjertekammer, lade det være min Celle, Moders Billede min Madonna, og saa sige Verden Farvel. Men til at føre Munkeliv ruller endnu Blodet for hedt gjennem mine Aarer. En smuk, venlig Pige kan med •140• eet Ord kalde min hele Livslyst tilbage; og jeg er saaledes som en Boldt for de forskjelligste Luner. Gode Gud! hvad Gavn gjør jeg paa denne Jord? Jeg mødte engang i Grønningen to Mænd, de vare fattigt klædte, under Armen bar den ene en lille sort Kiste, hans Lommetørklæde var lagt om den op over Skulderen – den Lille var dog tung at bære til Graven – Hjemme i den fattige Stue sad vel Moderen grædende over den Lille, hun nylig saae, før Kisten blev lukket – hvorfor græd du, gode Kone? den lille Høi, der dækker Dit Barn er maaskee allerede jevnet, Dit Barn som Du fødte med Smerte og pleiede Nætter og Dage tænker Ingen paa uden Du, o, kunde jeg gjengive Dig den Lille og selv tage hans Plads under Græstørven – Du græder for Dit Barns Død – jeg maa græde over mit Liv! –