2. nov. 1847

2 November 1847
Herre! see jeg vil vente ved Troens Lampe, indtil Du fuldbyrder Vidunderet i Jordelivet, og sender Bruden i min længselsfulde Favn. – – senere – Nu da forstaaer Moder mig bedre, veed bedre at trøste og udtale min Stilling, naar hun i Brevet i dag siger: – [”]Derfor, min egen Johan! tro mig kun, dit Livs Blomst udspringer nok, den aabenbarer sig i et saligt ”Nu”, men – er den ikke kommet for dig, mens du selv var i Knop, saa maa du nu vente indtil du selv er udfoldet nok, og da gjenoplives og gjenfødes baade for Kunsten og den ”Evigheds-Blomst”, du saa skjønt og sjældent pleier i din Alder.” – Sandelig! om noget Ord undenfra kunde komme mig tilhjælp i en forknyt Periode, da har vel dette moderlige Ord Rigdom og Trøst i sig, saa jeg deraf kan lære Taalmodighed og Opoffrelse og fortsat Kamplyst, selv der, hvor jeg troede, mine sidste Kræfter snart vare udtømte. Nu kan jeg rolig see hende, roligt arbeide, roligt gaa til Hvile, thi jeg føler mig styrket og modnet ved de faa Ord. Velsignede Moder! Tak for din Kjærlighed! Gud i Himlen! Takket være Du, fordi hun forstod mig! –