16. sep. 1843

16 September.
Endnu engang vender Tanken tilbage til hende – og det vil den tit – Hvad jeg har skrevet om hende forekommer mig svagt og daarligt, min Følelse for hende var dog stærkere og renere, den kunde ikke flyde gjennem min Pen. Nu synes det mig som om jeg saae min Stilling klarere: hvad der paahviler mig med Hensyn paa Moder og mig selv som Maler; i begge Henseender er det fornødent at jeg samler mine Tanker til mit Arbeid. Hun maa have bemærket den Magt, hun udøvede over mig, men hun besvarede aldrig min Kjærlighed. [overstreget: Det er altsaa ingen Forpligtelse for mig(?)] Hun lider intet! jeg trækker mig tilbage, mens jeg kan, stiller mig i et slet Lys for hende, jeg helst af Alle vilde tækkes – saa er den Drøm forbi. – Det forekommer mig nu tungt; men et retskaffent Liv vil maaskee dog i hendes Øine afvaske den Plet herved er kommet paa min Karakteer. Jeg kan ikke handle anderledes. Saa far hen! ogsaa Du, deilige Drøm, til de andre – Lad dette blive de •149• sidste Ord om hende. Du gode Pige! døm mig ikke haardt! sæt Dig i min Stilling – i mine Familieforhold – forestil Dig den Ængstelse, det maa give Sindet, naar man føler Svaghed istedetfor Kraft til at virke i sit Kald. Jeg havde tænkt det anderledes, jeg troede der var Harmoni imellem vore Sjæle, og, at det kun var ydre Forhold som traadte forstyrrende imellem os; men aldrig tydede noget Ord af Din Mund paa, at Du havde Godhed for mig. Nu staaer jeg fattig og indseer for silde: at jeg har taget feil – een bitter Erfaring mere, det er [overstreget: Lønnen] Frugten af en Følelse, jeg i al Stilhed og Uskyldighed har næret Aar igjennem; den blev forsmaaet, og jeg [ulæselig overstregning] – – lad mig ikke blive bitter – og jeg – er atter fri. Det lyder koldt. Underligt nok, at jeg netop i Sommer, da jeg vaktes af denne salige Drøm, skulde tabe Ringen, hvortil jeg altid knyttede Mindet om denne elskelige Pige; det var den 16 Juny, jeg badede mig i Stranden ved Helene Kilde, og allerede ude i Vandet savnede jeg den. Endnu kan jeg i enkelte Øieblikke synes, at jeg pleier at bære den, og føle en Fornemmelse, som om det var første Gang jeg mærkede den var borte. Jeg holdt saa meget af den simple Messingring, og Fin- •150• geren vil ikke vænne sig til Savnet af den. Herlige Pige! lev da vel! og naar Mindet om mig imellem opstaar i Deres uskyldige Sjæl, da viis det ikke ukjærligt bort; jeg meente det ærligt med Dem, og den Overbeviisning, at vi ikke passe for hinanden, falder mig tung at holde fast ved. Vore Veie ville vel blive meget forskjellige – aldrig, troer jeg, har jeg været Dem byrdefuld, og, aldrig, haaber jeg, at blive det; i lang Afstand skal jeg vogte paa Deres Liv og glæde mig ved Deres Lykke –.
Og nu, dyrebare Moder! er jeg atter Din med Liv og Sjæl – Gud skjænke mig Evne til at glæde og gavne Dig, Du Velsignede!
Saaledes endtes min eneste Kjærlighed!