1. maj. 1844

1 May 1844.
Hvad er slette Malerier? Det er ikke disse første, raae Forsøg, hvori kan findes meget Galt, naar de kun indeholde Gnisten af Liv og kjærlig Opfatning. Saadanne Arbeier kan være mig dyrebare, og jeg kan ikke uden Glæde see paa dem; f: Ex: flere af Rumps meget raae, men djærvt opfattede Billeder, og flere andre. Men hvad der gjør et modbydeligt Indtryk paa mig er de modne, maniererede Malerier, der træde frem med Fordring, uden dog at skjænke nogen sand Nydelse, ja vække endog tit Afsky. Modne kalder jeg dem kun for saa vidt, at jeg ved Betragtningen føler det som en Overbeviisning: den Maler gaaer ikke mere frem. Og har han nu ikke selv paa Høidepunktet bragt det videre end til at skabe et forskruet, vrangt Billede, da bliver han i mine Øine en skadelig Person, jeg næsten synes, gjør noget Ondt. Det Slette, Middelmaadige i Kunsten er ikke ligegyldigt, men syndigt. Dette er underligt, thi han har jo dog maaskee med Glæde arbeidet [oversteget: der-]paa et saadant Stykke, hvormegen •98• Flid har han ikke anvendt, hvor smuk er maaskee Techniken – det hjælper Alt slet ikke; thi Meningen var ikke ærlig. Det var ikke Maleren om at gjøre at bringe ud af den Opgave, han havde at løse, Alt, hvad han formaaede; men han tænkte paa at behage, paa at skabe et Billed med slaaende Virkning o s v uden at tage Sandheden kjærligt paa Raad med. Maleren bør kun klart stille sig Opgaven for Øie og holde fast ved den, urokkelig, da vil Fortræffeligheden komme af sig selv i Forhold til hans Evne. Overfører jeg dette paa mig selv, da synes det at kaste et Lys over min Virksomhed som Maler. I mine første Arbeider tænkte jeg kun paa, hvad jeg havde at fremstille, senere tænkte jeg paa at lave Billeder med Virkning, forceret Sollys, Glands o s v og de bleve daarlige, svage, forunderlige, sorte. I de første vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og kunde derfor ikke begribe, at man fandt i dem baade Kjækhed og Farve og hvad veed jeg Alt, hvad overdreven Roes har sagt mig til min Skade af den Slags smukke Ting. Nu vil jeg kun see paa Opgaven, ikke som den Gang uden at vide det, thi det kan jeg ikke mere •99• naar Bevidstheden eengang er vakt, men med saa megen Besindighed som muligt vil jeg see paa Opgaven og da i Guds Navn lade staa til, der komme ud af, hvad der kan! –