28. apr. 1844

28 April 44.
Følelsen af Eensomhed er tit nok opstaaet hos mig. Mange elskværdige Mennesker har jeg kjendt, til hvem jeg havde Lyst at slutte mig, men Tiden er endnu ikke kommet. Jeg staaer ene, føler det uden Bitterhed som en Nødvendighed; thi det indre Liv i mig fordrer Udvikling, og denne kan kun voxe i rolig, uforstyrret Eensomhed. Selv Skovgaard forstaar mig ikke, det siger mig tit hans Blik; men jeg forstaaer ikke mig selv. Naar jeg har været samlet med gode Mennesker, faldt det mig tit tungt at gaa ene til min Bolig, naar hver havde Nogen at slutte sig til; nu føler jeg en Lyksalighed derved, thi i mit Hjem, blandt mine Billeder er jeg min egen Herre. Engang vil jeg have udstridt, vil nok komme til Ro og Klarhed, og da skal jeg ogsaa finde Mennesker, der kjærligt vil optage mig i deres Kreds. Dog var det ikke uden Kamp at jeg overvandt denne Bitterhed, og tit kan jeg endnu føle den; den vækker da en Stolthed, der bringer mig til at trække mig tilbage med den Beslutning: ikke tiere at komme til Uleilighed. Jeg følte dette idag hos Neergaards, som jeg gjorde den første Visit efter deres Ankomst hertil. Af Delicatesse havde jeg opsat dette Besøg, og dog, Gud forlade mig, om jeg gjør dem Uret, troede jeg at bemærke en Angst for, at jeg mulig kunde blive en besværlig Gjæst. Hun, for hvis Skyld den Familie interesserer mig, er syg, jeg saa hende ikke, hun er meget syg. Hende vil jeg vel engang imellem faae at see, men forøvrigt vil jeg beflitte mig paa, at være dem saa lidet som muligt til Byrde. Jeg passer kun lidet i den Familie, som jeg dog altid skal være taknemmelig for de Glæder, jeg nød hos dem paa Vedby-Gaard.