16. feb. 1845

16 Febr 45.
Det Værste forbi.
Saa staar jeg da i Begreb med at indgive min Ansøgning om Stipendium, Gud give, den maa bevilges! To Samtaler har jeg havt med Høyen i den Anledning; han er ikke for at jeg skal bort, og har talet drøie Ord i den Anledning, men ogsaa kjærligt har han talet og viist sit Sindelag imod mig som det sjældent træder frem. Han sagde: jeg vilde blive et let Bytte for den Første, jeg maatte føle mig tiltalt af, Düsseldorfer saa let som Münchener. Er det muligt, at hvad jeg har pleiet i mange Aar, og troet, var mit Livs Kjærne, saa let skal glemmes? Han sagde: at jeg havde endnu ingen bestemt Tone anslaaet. Er det ogsaa muligt? løi da hver Kritik og hver Stemme, der klang saa deiligt i mit Øre, naar den kun sagde: mit Billed var ægte dansk, og er det nok; var det ikke ganske egne Træk i vor Natur som fængslede mig og bleve Gjenstande for min Pensel? Var det ikke det Store, noget •9• Eensomme, der fornemmelig tiltalte mig og gjorde, at man tit fandt mig tom og fattig; men gav det Alt ikke mine Billeder en egen Kolorit, hvorved jeg sondrede mig, eller, var ogsaa det en forfængelig Drøm? svandt jeg som Draaben hen i den store Strøm, uden Særkjende. — Nei, jeg kan ikke tro det, og dersom det er den Betingelse, han sætter for at man med Gavn kan nyde fremmede Indtryk, da troer jeg at kunne være rolig ved ikke at have ladet mig rokke i min Beslutning. Thomsen, mine unge Aars Veileder, har jeg ogsaa sagt min Hensigt, og han gik mere villigt ind derpaa. Nu faaer Tingen gaa sin Gang, men naar jeg staaer færdig paa Toldboden til at gaa ombord, da skal jeg ikke sige med en af vore Digtere: Gud være lovet! jeg skal over, hvor der er varme Hjerter. Nei, jeg vil over, hvor der er kolde Hjerter, der spørger jeg ikke om Hjerter for mig, thi dem der slog varmt for mig, dem veed jeg, at jeg forlader, at jeg skal savne, men ogsaa det er godt. Lorenz følger mig dog maaskee længe, det er min Trøst, lad mig saa prøve at vinde de Kræfter ude, som ikke vilde komme hjemme. Der havde været meget at skrive ned i denne Tid, men jeg gaaer som i Feber, og alle Tanker [overstreget: begynde] dreie sig om eet Punct, og alt, hvad jeg taler begynder med: dersom jeg reiser. – I disse Dage tegner Lorenz sine Guder her hos mig, og jeg tegner Rammerne dertil. Ved Overtryk føres de over paa Stenen.