Johan Thomas Lundbyes dagbøger
10. sep. 1843
Egnen ved Skarritsø. Vedbygaard 10 Sept 1843.
Thorsdagen den 7 Sept, Kl: 5½ gik jeg fra Kallundborg. Veien til Viskinde var mig vel bekjendt; derfra gik jeg forbi Svedbøllegavl, hvor jeg fra en Bakke havde en smuk Udsigt over en stor Eng, som jeg antog maatte være, hvor Vandet efter Sigende i ældre Tid skal have gaaet ind. Derfra kom jeg til det smukke Avnsøe, hvor Kirken ligger lavt nede ved en lille Sø, og, ikke langt herfra er det at Egnen ved Kongens Møller antager en saa yndig Karakteer, som jeg neppe noget Sted i Sælland har seet smukkere. 5 Vandmøller ligge her tæt ved hinanden, og imellem dem frodige Enge med Buske og Smaavande besatte med Aakander, uden om det Hele Skoven. Mellem Strids- og Rangle Mølle gik jeg ind i Skoven og nærmede mig Skarresøen. Paa denne Kant af Søen havde jeg aldrig været, og det var fornemmelig for at gjøre mig lidt bekjendt dermed at jeg var gaaet herhen. Jeg fandt et mig betegnet Sted, som jeg maa tilstaa ogsaa var endnu langt kjønnere end hvad jeg ved denne Sø tidligere havde seet. Delhoved Skoven sprang ud i Vandet med flere Odder; tilvenstre laa den lille Ø, heelt bevoxet med Træer og Buske. Jeg gjorde et Udkast af Partiet, som tog saa lang Tid, som var nødvendig for at jeg kunde hvile mig efter Vandringen fra Kallundborg, paa hvilken Tour jeg slet ikke havde hvilet, noget [overstreget: som] jeg undgaaer saa længe som muligt, hvor intet Seeværdigt er. Jeg strøifede nu om i Skoven lidt, og gik derpaa ud paa Bankerne ved Holmstrup, hvorfra man har en viid og herlig Udsigt. Disse Banker strække sig i en Række fra Skarritsø til Holmstrup og ere nu for en Deel bevoxede •20• med Lyng og Enebær Krat, som danner [overstreget: den deilig] en herlig Forgrund til de mageløse deilige Landskaber man her hvert Øieblik finder. For ikke mange Aar tilbage var her ikke Spor af Dyrkning; men nu har Plougen ogsaa jevnet Omridsene af disse smukke Bakker og gjordt dem lig alle andre. I Holmstrup Kirke har jeg før været og glædet mig over at see smukke Levninger af ældre Stole. Kirken er stor og anseelig. Man viste mig dengang Gjemmestedet for en Reliquie i Alterbordet og en smuk Alterkalk opbevares tilligemed et Røgelseskar i et Skab. Derfra kom jeg til Bromølle, hvor jeg lod mig føre hen i Skoven for at see en Steen af usædvanlig Størrelse der skulde ligge. Den var, saa nøie jeg kunde skjønne ved at skridte om den, omtr: 30 Alen i Omfang, men for øvrigt ikke malerisk, da dens Overflade er temmelig jevn. En anden Steen var smukkere: den var kløvet og i Spalten var voxet en Vidie af betydelig Størrelse op; en Kilde rislede ved Foden af den. Fra en Bakke saae jeg ud over den store Aamose, der som en uhyre Flade altid for mig har en stor Interesse. Jeg gik videre og naaede hertil Vedbygaard om Eftermiddagen ikke saa træt som udmattet af Varme, da Randselen var vel heed at slæbe paa en deilig varm Septemberdag. Denne Tour til Skarritsø var Finalet af min Sommerreise for iaar, da jeg nu atter skal vende tilbage til Hovedstaden, og see til, hvad jeg kan bringe ud af denne Sommers Studier.
Fakta
PDF10. sep. 1843
Dagbog C, side 19-20
Det kgl. Bibliotek NKS 4201, II, 4°
N.L. Faaborg (red.): "Johan Thomas Lundbyes erindringer fra Røsnæs og Skarresø" i Fund og Forskning, XV, 1968, s. 56-57; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 192-193
Lundbyes tidligere besøg i Holmstrup fandt sted 4. september 1842 og er omtalt i dagbogen 2. oktober 1842.