13. maj. 1843

13 May.
Vor Tid har vist sin store Betydning derved: at den kæmper for sin borgerlige Frihed. Jeg kan vel agte dens Bestræbelser, men ikke synderlig sympathisere dermed, jeg saares som Menneske og Kunstner ved at see Religion og høiere Interesser satte til side for de materielle. Religiøsiteten er svag, og denne Svaghed ligger dybere begrundet end i en forældet Form for vor Statsreligion, en Form, der dog har tabt sin Agtelse hos Masserne. Gid vi ingen Statsreligion havde, man maae give den den deiligste Form, den vil dog forældes. Men Ulykken ligger desværre langt dybere; den egentlige Kjærne er ormstukken, Troen er svækket. Kan Troen atter bringes tillive, da vil Kristendommen paa ny bære velsignede Fruger, men ingen nye Kirkeform kan hjælpe os. Det er sørgeligt at see: af vore 6 theologiske Professorer, Clausen, Engelstoft, •55• Hohlenberg, Scharling, Martensen og Rasmus Nielsen, har maaskee ikke een den barnlige Tro, men sætte istedenfor den: kold Fornuft eller Philosophi. Maaskee gjør jeg dem Uret. Derfor maa jeg skatte Grundtvig saa høit, fordi han strent holder ved den gamle Tro, der maaskee aldrig vil faae Liv hos Massen af Folket i den Skikkelse, hvori den fremtræder i hans Prækener og hele religiøse Virksomhed, men som dog er den ene saliggjørende, [overstreget: og] urgamle og evigunge Tro paa en treenig Gud. Denne barnlige Tro mener jeg vil aldrig uddø, den vil i den ryggesløseste, i den meest philosophisk-selvkloge Periode dog leve i mangt et fromt Gemyt, og derfor vil den vel ogsaa altid have sine Forkæmper; en af dem og en dygtig er Grundtvig, der, skjøndt i saa Meget Oponent, dog mægter at holde sig opreist i den rivende Flod. Selv har jeg den ikke denne barnlige Tro, men: gid jeg aldrig maa agte den ringe! Jeg indseer det uhyre farlige i at indbilde sig at være i Besiddelse af den, og saaledes udhule Grunden, hvorpaa min hele Bygning skulde hvile – jeg har den ikke, det falder mig tungt, ja umuligt at troe Meget i Biblen, det er det stygge Stempel, som Tiden ogsaa har brændemærket mig med, det Stempel, som gjør det umuligt for mig, hvad jeg i mit Mismod saa gjerne vilde, at tilhøre, at leve i en svunden Tid, der staaer glædeligere for mig end vor.