27. jul. 1844

Vognstrup 27 July 44
Nu er jeg da, hvad man kalder: fri – Friheden er jo en Lykke, men jeg er dog ikke lykkelig; hvor gjerne skulde jeg have baaret de Baand, som Enhver villigt paalægger sig, hvor yndigt skulde det Liv have været, naar vor Kjærlighed udfoldede sig og skabte Glæde, jeg aldrig har smagt. Det er forbi, og for mig, som om dette Haab var qvalt for stedse. Ogsaa jeg havde mangen Leilighed til at blive forelsket, jeg har holdt mig fri derfor, thi jeg turde Intet bygge derpaa. Naar jeg tænker efter, da er det egentligt dem, jeg fandt elskværdigst, som alt havde i en Mands Kjærlighed fundet Hvile; i deres Sind og Væsen var meest Harmoni; men en saadan |Pige| kunde jeg jo ikke attraae; hun, hvem jeg maatte løfte mine Øine til maatte jo have den Mangel, som Kjærlighedsønsket giver, føle det samme Savn, som jeg selv. Ved vor Forbindelse skulde hun uddannes til det hulde Væsen, hvorom jeg har drømt. Ligesom jeg ved hende skulde luttres og blive bedre. Det er anseet for galt af mig at tænke saa, jeg kan endnu ikke anderledes. Nu vil [jeg] da nyde min Frihed, min Armod. Ikke mere vil jeg tænke paa, hvad der er skeet, eller bekymre mig om, hvad Andre dømme derom. Jeg er grusom viist tilbage til mig selv, der at finde Alt, nu vel! jeg vil leve for mig selv, blive Egoist og maaskee en grundig, fuldkommen – Pebersvend. –