11. maj. 1842

11. May.
Moders Ankomst hertil vil vist gjøre, at jeg nu sjældnere kommer ud i Selskab end tilforn. Det er moersomt for mig at lægge Mærke til hvorledes jeg i saa Henseende har havt det i de 5 Vintre, jeg har tilbragt her i Byen paa egen Haand, siden mine Forældre flyttede til Frederiksværk. Den første Vinter boede jeg hos Carl i Kastellet, og kom aldrig ud til Andre end Seidelins og Læssøes; den næste Vinter lidt mere, da jeg boede i Nyeboder og saaledes er det gaaet fremad indtil jeg efterhaanden kom i mange Familier og undertiden i lange Perioder næsten hver Aften var ude. Men i Førstningen, naar jeg blev bedt i Selskab syntes jeg, at jeg skyldte Vert og Vertinde at gaae hen til dem med et muntert Ansigt, som til en Fest, som jo Selskabet skulde være, men altid fik jeg en Spand Vand over Hovedet for at afkjøle min ungdommelige Varme, barnagtige Glæde, og det hjalp da ogsaa saa vel, at jeg lærte Selskabet var mere til at kjede sig ved end til at more sig i. Men efterhaanden har jeg lært: at man bør gaae ganske ligegyldig derhen uden mindste Fordring til det Hele eller til den Enkelte, og nu har jeg tit moret mig, fordi jeg ikke •24• ventede det; man træffer dog tit elskværdige og interessante Mennesker, hvis Omgang dog er værd at søge; men Selskabslivet i det Hele staaer ikke synderlig høit hos mig, og har aldrig havt betydelig Indflydelse paa mit Væsen, jeg har ikke engang faaet den Lethed i Omgang, som man dog sædvanlig tilegner sig i Salene med Hatten i Haanden. Blytungt og altfor ærligt er mit Væsen, det er baade glædeligt og byrdefuldt for mig: glædeligt fordi det er min faste Tro, at Ærlighed varer længst, og jeg hader disse sledske glatte Aal, der veed at smutte fra enhver Ubehagelighed; jeg ønsker ikke at ligne dem; men byrdefuldt er det ogsaa at være ganske oprigtig og godmodig og venlig, da man saa let bliver overhængt af en Deel ubetydelige, kjedsommelige, godmodige Mennesker, som plager [overstreget: een] |mig| grueligt, men som jeg dog ikke kan være uartig imod, hvilket dog er det eneste der kan befrie mig fra dem. Derfor har altid den Bemærkning i ”gamle Minder” slaaet mig: at man skal behandle Herrer saa mut, at man i et væk støder dem uden nogensinde at fornærme dem. – Men ganske uden for dette staaer denne og forrige Vinters Fredagaftener hos Professor Høyens. Alene at see denne Krands om Bordet: Professoren selv, Sonne, Bindesbølle, Marstrand, Roed, Hilker og Købke, det er en stor Glæde, og jeg anseer det som et Tegn paa, at Hoyen venter ogsaa noget af Skovgaard og mig, at han har opfordret os til at slutte os dertil. Vi sidde der, og lytte med inderlig Glæde til deres Fortællinger om Italien, om de gamle Kunstnere, som de selv have at takke for deres Dygtighed. Og Bindesbølle fortæller med meget Liv om Orienten; han er en prægig, livsfrisk Kunstner med Varme og Begeistring uden det fjerneste Skin af Sentimentalitet; der er en Lystighed og et Lune i hvad han siger, som er mageløs og man maa blive godt stemt, naar man er sammen med ham. Ja, mange Gange har Skovgaard og jeg bagefter gjentaget, hvad vi der har hørt, og det har havt en stærk, og saavidt vi kunde skjønne, gavnlig Inflydelse paa vor Kunst. – For den og for min Moder vil jeg nu leve, og kun imellem blade i denne Bog og mindes, hvad der stærkest har bevæget mit Sind, hvad jeg ikke vil glemme. Lad saaledes Tiden kun gaae hen, jeg vil anvende den vel, des hurtigere gaaer den, og, des hurtigere afdækkes ogsaa Fremtidens Gaader, hvis Løsning jeg længes efter! –

•25•
senere samme Dag
Da jeg var henne hos Moder til Middag viste Louise mig sin lille Samling af Tegninger, hvoriblandt jeg troede var et Portrait af Louise Neergaard, som jeg i mit stille Sind havde glædet mig til at copiere. Men |hun| havde intet; de, jeg havde tegnet vare blevne paa Vedby-Gaard. Nu, jeg trænger vel ikke til et saadant Billede for at mindes hende, og, uagtet jeg hader, hvad man kalder Souvenirs, saa kan jeg ikke negte, at jeg aldrig uden Glæde tegner i den gamle Bog, hun har givet mig, da hun hørte, at jeg saa gjerne til mine Pennetegninger ønskede gammelt Papir, fordi det gjerne er fastere og tillige guult. Jeg ændser ikke at den er helt igjennem linieret og bilder Folk ind det er for Papirets Skyld, at jeg bruger en Bog i et saa underligt Format; men det er for hendes Skyld, og jeg er vel i dette som i meget Andet ligesaa daarlig som Andre. Men denne Bog har jeg faaet saa kjær; jeg vil lade den indbinde, at den maa staae sig bedre, og den skal længe glæde mig, doppelt fordi jeg veed, hun aldrig vil give Noget bort til Erindring om sig; men jeg skal heller ikke misbruge hendes Gave, intet er mig modbydeligere end det Afguderi, der drives med visne Roser, forkrøllede Baand o. s. v.; men jeg er glad for min lange Bog! – |Justitsraad Thomsen kalder den Indtægtsbog for Landskaber.|