12. jul. 1846

Amsterdam 12 July 1846.
Jeg var atter i Dyre-Haven fra 10-3, tegnede noget og saae meget, det morer mig usigeligt at see disse fremmede Skabninger, fra de nobleste Former i Tigre og Løven til de sørgelige plumpe i Iisbjørnen, at høre Løvens Brøl og smaae Dyr Klynken, at udmale mig deres Hjem og deres Liv i Stepper og Urskove. En af Vogterne kom til mig og sagde: jeg var vist Maler, da jeg saa tit kom; og da han hørte jeg var dansk, sagde han: at det var han med. En kummerlig Historie har han vist; han var som ung Husarofficeer deserteret i 1826 for en Duel, havde i Hamborg solgt Hesten, havde været Ritmester i Polen, tjent under Clepizcky ved Ostrolencka, havde senere været Tolk hos en Greve i Holland og var nu Oppasser ved de vilde Dyr i Amsterdam. Hans Navn var: von Oldenburg, han var beslægtet med Cavaleriofficeren, som blev gift med en Frøken Sehested. Det er underligt, alt Spor af en saadan bedre Fortid var veget for et raat Charlatan- •113• væsen, og som han der sad paa Skranken og fortalte sin Historie idet han idelig slog med den flade Haand paa Bommen, vilde jeg troet, at han var voxet op i en eller anden omvankende Gjøglertrup. Han forærede mig to Pinde af Pindsvinet, men frabad sig mit Tilbud at bringe Underretning fra ham til hans Moder, som endnu lever i Slangerup. Han talte endnu temmelig taaleligt dansk, skjøndt det var med tydsk Accent og blandet med tydske Ord. See, han har ogsaa været en Moders Glæde! – I Aften vilde jeg have en Fornøielse, tog min Tegnebog og gik ned i Gaarden hvor jeg snart fik alle Børnene om mig, viiste dem Billeder og klippede Dyr til dem; en lille Dreng fik en Hund, som han bandt en Traad i at den ikke skulde løbe bort. Det falder mig ind: jeg har hørt Kunstnere sige, ”det er kun gjort for Folk, som ikke forstaa dem paa Kunstsager”, - det er en Doppelthed i Produktivitet, som jeg ikke har. Om det er for ganske smaae Børn jeg tegner, saa gjør jeg det altid saa godt jeg kan, derfor •114• kan jeg finde mig i, at de rive det itu, men male det over maa de ikke, det gjør mig ondt. Det er en Respect jeg har for Kunsten, der ikke tillader mig med Flid at gjøre noget Slet, om det end i næste Øieblik skal ødelægges, saa har jeg under Udførelsen baade Øvelse og Glæde derved, og det er tit, at jeg har tegnet netop vanskelige Ting, som længe have ligget i min Tanke, for Børn, fordi jeg følte det Mislige i at sætte det i min Skizzebog; stundom kom det der bagefter.