31. dec. 1843

Nyt-Aars-Aften 1843
Imorgen begynde vi et nyt Aar, men skal det ikke bringe mere Nyt for mig end det gamle, da er jeg næsten kjed af det. Tunge Savn og bittre Erfaringer, det er den Skat, hvorover jeg fremdeles ruger. Nylig var det, som det klarede i mit Indre, og jeg [overstreget: ved] jublede som Grønlænderne, naar de see Klarheden, der bebuder: nu kommer Solen igjen. Ja, igjen! thi tidligere var der Solskin i min Sjæl, men det er nu længe siden og jeg sukker efter at det Liv og den Glæde skal endnu engang vende tilbage. Hver Glæde er saa kort, saa forbigaaende – jeg strækker Armene ud, for at holde den fast, men omarmer kun den tomme Luft. Gid Folk aldrig vilde være venlige mod mig, de er det dog aldrig mere, end der netop er tilstrækkeligt for at lade mig føle at jeg er fremmed. – Hvor, hvor banker Pigehjertet – hvor hæver Barmen sig længselsfuldt – hvor stirre Øinene drømmende ud i det Frie? det Hjerte, hvis Slag jeg skal lytte til – den Barm, hvortil jeg skal hælde mit Hoved – de Øine, jeg ikke skal trættes af at stirre ind i. Hvor lever hun? jeg synes: hun maa leve, Pigen, jeg drømmer om. O Gud, en af de Ringeste! hun vil altid, for mig, have enten et deiligt Haar eller en yndig Stemme. Jeg tog feil engang – kun een eneste Gang, kun for een eneste •152• Pige slog Hjertet heftigere – jeg tog feil, men det voldte hende ingen Sorg, end ikke den mindste – lad mig engang føle, hvad det er at eie en Piges Kjærlighed, lad en reen, uskyldig Pige give sig hen til mig med al sin dybe, rige Kjærlighed og bliver jeg ikke da god i Villie og stærk i Gjerning, da bliver jeg det aldrig. Jeg skal ikke glemme, at de fine Træk engang skal stivne og det ranke Legem krøges, at det Yndige skal henvisne og forgaa – jeg skal ikke glemme det, men tillige vil jeg mindes, at vor Kjærlighed skal, om den er ægte, overleve vort jordiske Legeme, og er dog endnu langt skjønnere end den deiligste Pige. Jeg vil ikke glemme det – men skjul hende ikke længer for mig, lad vore Øine blot mødes og jeg skal kjende det Blik, jeg aldrig saae; og hendes Ord skal føre mig tilbage til hendes Barndom; og jeg skal see hende legende som Lille og sovende som Barn med dette sande Englesmiil og de æblerøde Kinder i den lille Seng ved hendes Moders Side – Og hun skal see mig om Aftenen ved min Lampe paa det eensomme Kammer hun skal høre Længselssukket efter hende og min Moder – hun skal see Billederne i min Sjæls Inderste og løse Livets Gaade. Hvor er hun – fjernt eller nær? lad blot vore Øine mødes og jeg skal gjenkjende hendes fra mine Drømme, og, Salighed! hun vil maaskee gjenkjende mine. See, Pige! jeg kjender Dig alt, hengiv Dig med al Din rene, rige, dybe Kjærlighed og Du skal finde et ærligt Hjerte, der vil kalde Dig sin første Kjærlighed, thi en saadan Følelse kjendte det kun af Navn – Der lever en elskelig Pige, hende skal Du kjende – jeg bedrøvede hende aldrig, jeg var saa glad, naar hun sad ved Siden af mig mens jeg tegnede Billeder, jeg var saa bedrøvet, naar hun gik bort – men – !