18. maj. 1844

18 May 44
Jeg sætter det Tilfælde, at jeg gjemmer denne Bog, ikke brænder den, men lader den ligge, saalænge, at den kommer frem, naar jeg engang er død og borte – eller, at den ved Uforsig|tig|hed kommer for en Dag, hvorledes ønsker jeg den da betragtet? Jeg vil prøve at gjøre mig det tydeligt i et Par Ord til de Læsere, som mod min Villie og mod Sandsynlighed ville see disse Blade igjennem.

Til den gunstige Læser
Er Du en gammel Mand eller en gammel Qvinde med Fred og Mildhed i Hjertet, da see i disse Blade Vidnesbyrdet om den Forsagthed, som betager den Unge, der, skjøndt han varmt elsker den skjønne Kunst, han fusker i, dog føler det er ikke nok, dog længes efter en Kjærlighed, han mener skulde kunne holde ham opreist i Livets Kampe – længes efter det Samme som Millioner Medskabninger. See i disse Blade den Forsagthed, som betager den unge i hvem Lidenskabernes Storme rase, saa han gruer for sig selv, og dog ikke, af Mangel paa Mod, men ingenlunde af Dyd – tør give efter for en saadan Lidenskab; han gruer for at see paa den, der er nedsunken i Udsvævelser, som Pharisæeren saae paa Tolderen. Han føler at: hvo som seer paa en Qvinde |med ureent Øie| har alt i sit Hjerte syndet. Det er en besmittet Phantasi, der tit dvælede ved og udmalede sig urene Billeder, skjøndt [overstreget: han] |den| vel aldrig tillod sig at fremtræde i sine Producter, der kom for Dagens Lys. Har Dit Ungdoms- •158• liv kjendt lignende Storme, da vend Dig ikke koldt bort fra den Svage, der beskrev disse Blade. –
Er du en Mand – da kast Bogen bort, Du har Ret dertil; thi den Stærke kan ikke taale at see Jammerlighed.
Er Du en lykkelig Kone, med kjærlige Børn i Klynge om Dig, da beed Vor Herre bevare dem, naar de skal stride Striden, som Ingen kan undgaa.
Er Du en Yngling, da see hele Svagheden i mit Væsen, og lær deraf, at tee Dig med mere Mod og Kraft.
Eller skulde Du være en ung Pige, da see heri Længselen efter et Væsen, som Dig, et Væsen, jeg ikke kjender men dog mægtig drages imod. See hvor denne Længsel har taget min Kraft, min Ro, uden dog at stille sig et bestemt Maal, men trængende til et Navn, den kunde udtale i eensomme Øieblikke, en Skikkelse den kunde udstrække Armene efter. See Egoismen og Ureenheden! vend Dig med Afsky derfra, men betænk dog, at Undseelsen døde ikke, men kan endnu farve [overstreget: min] Kinden rød som Din. Betænk, at: var jeg ond, da var det ikke forsætlig, Hjertet blev ikke haardt, kunde Ingen fordømme uden mig selv. Betænk: et venligt Ord af den unge Pige gjemtes hos mig længe, som en sjælden Gave af et Væsen, jeg næsten ansaae for at være af en høiere Art end jeg selv. –

Til den ugunstige læser
Gid denne Bog maatte for Dig, Uvenlige! blive evig skjult; thi Du vil, uden den, finde Nok at dadle og spotte; du •159• vil ikke erindre, at Stemningen, hvorunder denne Bog fremstod, dog ikke varede fra min Barndom, og dog med Guds Bistand heller ikke skal fattes en Grændse i den anden Retning. For Dig er jeg bange, thi Du vil føre Sandhedens, Reenhedens Ord imod mig, men glemme Kjærligheden.

Til LMN
Eller skulde noget Ord af denne Bogs Indhold naae Deres Øre, da tilgiv, at min Tanke søgte Dem. See, jeg veed ikke selv, hvor Deres Skikkelse stod for mig i Sandhed eller var kun et Foster af min Phantasi. Men glem ikke, at Sommermorgenen i Vedbygaards Have paa Blegepladsen, hvor tusinde Dugdraaber funklede som Diamanter – den vil jeg aldrig glemme, skjøndt den deilige Drøm svinder som Duggen svandt for Solen. –