12. apr. 1842

12 April.
Hun er syg; har maattet holde sig inde. Tør jeg ikke besøge hende. O, gid hun var reist; jeg tænker kun paa hende og bliver ganske uskikket til mit Arbeide. Gurlitt sagde forleden her hos mig: Deres Malerier mangler Noget for at tiltale, man maa gjøre Folk opmærksom paa det Smukke i Deres Arbeider, De maa see at blive lidt forelsket, saa kommer det. Han vidste ikke, hvor disse Ord slog mig. Men der var i Tonen Noget, som gjorde, at jeg maatte tro han betragtede Kjærligheden langtfra med det Alvor, jeg forlanger: De maa see at blive forliebt; alene de Ord vare mig grueligt imod, nu da jeg vilde ansee det for en stor Synd at søge Kjærlighed hos nogen Anden end netop hos hende, der har yttret, hun aldrig vilde gifte sig. Det har Louise Lundby fortalt mig engang, og dog kan jeg ikke opgive Haabet om at vinde hendes Yndest. Skal Kjærlighed give mine Arbeider Varme og Glands, da maa den gjøre mig lykkelig, denne Længsel efter noget Uopnaaeligt kan sandelig ikke gjøre det. – Mit sidste Brev til min Moder maa sikkert have baaret Præg af min ulykkelige syge Stemning; hvordan mon hun har forstaaet det; jeg længes efter Brev fra hende, den Velsignede. –