9. apr. 1846

[udateret tegning af bjergtrolden Sindre på et flyvende skib]

Af han drog sine Handsker smaa
Selv maatte han for Styret staae

Kaasen gik over Bjerge blaae
Mylrende skreg de Dværge smaae.

Der er Vimpel paa Mast, og den viser mod Nord og i Nord er den elskede Jord;
Nu jeg følge vil Vindens himmelske Gang, jeg vil styre tilbage mod Nord!

•5•
Florenz 9 April 1846. Skjærthorsdag.
Pleier det ikke at være Skjærthorsdag, naar den følgende Søndag er Paaskedag? –
Bliv mig fra Livet med de dumme Floskler: betænk, hvormeget du har opnaaet – hvor du er lykkelig fremfor andre – o a m af samme Suurdeig. Giv et Menneske den halve Verden, men nægt ham det Ønske, som vender tilbage, hver Gang han er ene, og han føler sig ulykkeligere end Stodderen. Men nok om det – jeg kom hertil igaar, og nu skal det træffe saa, at det er den stille Uge, saa jeg, der higede efter at see Gallerierne, spændes paa denne Taalmodighedspinebænk, og faaer bare Kirker istedet for. Men det maa jeg sige, at disse Kirker kan jeg begribe. Jeg har seet flere udvendigt og kigget ind i Domen. Hvad bliver alle de romerske Kirker dog tilbage for disse; det er Gothikens Triumf, at Guds Huse maa være i den Stiil for ret at tiltale. Det var kun de faa Levninger af byzantinsk Kunst, som behagede mig •6• i de romerske Kirker, f Ex S Lorenzo fori li mura, S Peter og Lateranen ere Intet i mine Øine uden en tankeløs Sammendyngen af pragtfulde Stoffer. Jo dog oppe i Kuppelen af S Peter fik jeg ligesom en Fornemmelse af, at jeg var i en Kirke. Men her, hvor deilig er ikke Domkirken, det maa dog vel være den saa meget roste italienske Gothik. Nu skal jeg til at gaae den ordentlig igjennem. –
Endvidere har jeg været i Giardino di Boboli, seet Motivet til Roeds Billede med Fangerne som [overstreget: bæres] føres op ad Trappen til Fængslet af Soldater; jeg traf ganske uventet derpaa ved at see ind ad en aaben Port i en Bygning jeg endnu ikke veed Navn paa. – F[l]orenz er en kjøn By, stille og alvorlig, især naar man kommer fra det ækle Neapel, kan jeg gjerne sige, det er til at væmmes ved. – Men ene, som jeg her er, maa jeg tye til Artaria, hidtil er jeg reist uden Reisebog. –