15. jan. 1843

Søndag 15 Jan.
Søndag, Mandag og Lørdag – det er eet, den ene Dag er som den anden. Jeg seer ingen Glæde, hvor jeg end vender Øiet hen. Den Lindring som Taarer giver er min bedste Fryd, min kjæreste Følelse; men ogsaa her føler jeg, at Barnet er borte, jeg kan længes efter at græde – men denne Fryd er en sød Gift, der vil opsluge den sidste Rest af Mod og Kraft der kunde være hos mig. Istedetfor at stride imod giver jeg efter for mit Mismod, saa lad mig da betænke det, at derved bliver kun Ondt værre. Hvortit har jeg ikke hørt prækes derom, nu faaer jeg see, [overstreget: til] om jeg kan reise mig selv og bære Stenen der knuger mit Hjerte. En sær Tanke i min Hjerne! – Bort! Børnegriller! jeg vil være lystig og male, imorgen begynder jeg, det er allerede mørkt nu, saa jeg maa vente!

senere. Til LMN’s Forældre!
Alt fra første Gang jeg saae Deres Datter, Frøken Louise, har jeg havt hende inderlig kjær, og jeg tilskriver Dem nu for at bede Dem om Deres Samtykke til vor Forbindelse. Med intet Ord har jeg forraadt min Følelse for hende selv, hendes Forældres Minde maatte jeg først have. Skulde de have [overstreget: saameget] imod mit Ønskes Opnaaelse, da er det vel bedst at hun, den gode Pige Intet aner; men skulde hun selv tro at kunne blive lykkelig med mig, vil De da negte os deres Velsignelse. •120• Intet overtalende Ord tør jeg skrive, intet Ord, som kunde hæve mig i deres Øine. Kun saameget: jeg har stræbt at bekæmpe denne Følelse, men hvergang jeg har seet hende paa Vedbygaard eller her, er den blevet stærkere. Mit Væsen har deres Gjæstfrihed lært dem tilstrækkeligt at kjende og |om| min Stilling som Maler maa Andre dømme. Jeg tør love at gjøre Alt for at see den kjære Pige lykkelig, og at blive dem en kjærlig Søn. Det er med [overstreget: veloverlagt] roligt Overlæg, jeg skriver dem til og ikke drevet dertil af en vild Lidenskab, den jeg selv frygter og ikke vover – – her blev jeg afbrudt ved Moders Komme. Hun kom herop med sit Strikketøi for at tilbringe den halv Timestid her hos mig. Iblandt Andet sagde hun, at gamle Tante Gunnersen i Kallundborg havde yttret, at hun maatte snart vente at høre nok en af sine Sønner forlovet – Hvem da? spurgte jeg lidt beklemt. ”Theodor, med Louise Neergaard!” Kunde jeg skrive den inderlige Latter, som disse Ord frembragte hos mig, der sad og gjorde Udkast til et Brev i denne Anledning til Asessor Neergaard. Jeg følte, hvor Blodet foer mig op i Kinderne og Vor Herre maa vide, hvor godt jeg har skjult min Forlegenhed. Ihvorvel jeg ikke troer dette endnu, saa stod min Opførsel, min Længsel, mine Ønsker dog som Daarskab i samme Øieblik for mig. Er jeg da en saadan Boldt for Lune og Tilfældighed? Mangen vilde maaskee sige: en Piges Kjærlighed skal ikke forstyrre mig – det kan jeg ikke. En Piges Kjærlighed, som jeg tænker mig den er ingen ringe Ting, og her er Talen om Længsel efter Opfyldelsen af den stærkeste, dybeste •121• Attraa i Menneskebrystet. Den samme Verden, jeg for faa Aar siden saae som rig og skjøn er uden Kjærlighed nu død, glædetom, ligegyldig for mig. Af al Magt havde jeg Lyst at raabe Nei! Nei! Nei! Louise, elskelige Væsen! vi passe ikke for hinanden – lev vel, lev lykkelig med en Anden! glem mig! Du har maaskee aldrig offret mig nogen kjærlig Tanke, men dog kan jeg ikke saaledes rive Dit Billede ud af min Sjæl endnu. Om nogen Tid kan jeg maaskee, da skal jeg det! nei, nei! ikke Dit Billede af min Sjæl, ikke Dit Billede, saa daarligt det end er ud af denne Bog – men Ønsket om at eie Dig, det skal ud, om jeg saa skal i Udsvævelser søge en Erstatning for, hvad jeg troede skulde først grundfæste det Gode i mig, og skabe mig Lykke paa Jorden og, ja! jeg troede det, Louise! gjøre mig værdig til Himmelens Salighed. Saa høit skattede jeg Dit Hjerte, det dybe Væld, hvoraf fremgaaer Dine milde Ord og den hele Ynde, som har fængslet mig. – Nu skal det snart være forbi, snart skal jeg maaskee gjenvinde den dorske Lyst til at see paa Græs og Træer og tro, det er at leve: at sidde ved et Staffelie og kludre for at eftergjøre det som |er| uefterligneligt; jeg skal i sløve Drømme bilde mig ind at ogsaa jeg yder min Skjærv til det store Skjønheds Tempel, hvorpaa Menneskeheden bygger, – jeg skal maaskee høste Roes for Flid og Fremgang, blive et Menneske, som man holder af – •122• – men Louise Neergaard skal være for mig saa ligegyldig som det Snavs jeg træder paa – de Aar, da hun var min kjæreste Tanke, skal jeg betragte som min Ungdoms Forvildelsers Tid – – – – er det saaledes jeg skal blive elskværdig? er det saaledes jeg skal blive retskaffen? jeg troede det ikke; men det seer ud som om jeg bør bære mig saaledes ad. Louise! den 15 Januar skrev jeg til Din Fader i Tanken om end ikke i Gjerning for at bede om Din Haand – den 15 Januar rev jeg Dig ud af mit Hoved om end ikke af mit Hjerte, tys! det er jo der hun ikke maa bo! jeg mente at jeg samme Dag tilintetgjorde Dit Billed i min Sjæl, da det blev mig besynderlig klart at jeg var fattig, der var ikke 15 Daler i min Pult og ingen Udsigt til Penge – at jeg var en Ven af Grundtvigs Digte – at jeg endog hørte ham præke i Vartov – at jeg kun var 24 Aar – at jeg var daarligt forsynet med Handsker og gik til dannede Folk med en Messingring paa Fingeren! Og jeg har turdet tro trods alt dette at vinde Din Kjærlighed! men nu staaer jeg, saa meget er vist, som den største Daare for mig selv, dog, et Hjerte er der i Livet paa mig, det presses sammen, maaske af Glæde – og giver sig saaledes tilkjende!