10. jan. 1843

10 Jan
Igaar kom Louise hjem fra et Besøg paa Vedbygaard. Hun har seet hende, daglig talt med hende, som endnu altid staaer for mig som den Eneste, jeg endnu har kunnet binde mig til i Tanken. Hun kommer maaskee paa Fredag her til Byen, hun vil da besøge Moder, Louise Neergaard skal maaskee besøge ogsaa dette mit kjære Værelse. Hvilken Glæde vilde det være for mig at vise hende Billeder og tale med hende i mit eget Hjem. Men saamange Blade som jeg i denne Bog har fyldt med Ord til hendes Priis, vil jeg ikke i det nye Aar beskrive med Tanker og Drømme om hende. Stille i Hjertedybet lever dit Billed, gode Pige, og der skal det seent udslettes; men hvortil skrive om Dig. Saameget troer jeg at have erfaret: at saa ung jeg er, er jeg dog for gammel for en ung Pige i sin første, yndige Barnlighed. Der er dog gaaet for mange alvorlige Tanker gjennem min sene Hjerne og kommet for megen Bitterhed i mit Hjerte til at jeg kunne tækkes den ganske unge Pige med Forventninger om Livet saa glimrende som mine egne for faae Aar siden. Louise Neergaard! Du har ogsaa allerede seet Livets Alvor, Dig kunde jeg bedre vende min Tanke til, Du er ældre end jeg maaskee; – men Din Fader giver aldrig sit Minde til vor Forening, selv om Du kunde lide mig svage Stakkel! – Alene! det er en sørgelig Tanke, maaskee dog den bedste for mig. Seer jeg ikke tre Brødre glade ved deres venlige Piger, •112• og er jeg i mit fem og tyvende Aar endnu for ung til at søge den Fred, som jeg ikke andensteds kan finde, i Kjærlighed. – Jeg har hos mig selv lovet at blive bedre i det nye Aar, o! maatte jeg kunde holde Løftet! Nyeaarsdag kjøbte jeg et yndigt Billede, som nu hænger for mig over min Pult, det er Christusbarnet. Som Dreng er han fremstillet staaende paa Korset med Hænderne udbredte, hentydende paa hans Død for os. Jeg maatte have det, det yndige Udtryk i Hovedet gjorde mig saa godt at see paa; og jeg tænkte det skulde være som et Minde om det Løfte jeg gjorde ved Juul: at føre et retskaffent Liv og skye det Onde! det samme Løfte, jeg gjorde i Kirken ved min Confirmation, dengang med virkelig Andagt – men i Tiden glemte jeg det. 10 Aar er vel hengaaede, og kun sjældent tænkte jeg derpaa. Det er min største Ulykke vel, thi hvad der end har mødt mig af Sorg tør jeg vel ikke nævne, naar jeg tænker paa, hvad Mange maa lide. Men tilfreds kan man ikke leve med Anger, den gjør mig mismodig og bitter, den kan maaskee ogsaa naar Timen kommer gjøre mig god og lykkelig, den Time, da Gjenfødelsen begynder og Gud vil sende sin Søn ogsaa til mit Hjertekammer. Han kom til Verden og han vil komme til hver Sjæl, men ikke enhver Sjæl vil modtage ham –. Vil •113• vel min vende sig fra Verden og dens Glæder, naar han kommer og byder mig følge ham, der ikke havde det, hvortil han kunde helde sit Hoved, mens Rævene havde deres Huler og Fuglene deres Reder. – Det veed jeg ikke. Maaskee er det kun Længslen efter jordisk Lykke og Mistvivl om Opnaaelse deraf, som lader mig henvende min Tanke til Gud. Men lyver jeg i det Stykke for mig selv, hvor i den vide Verden skal jeg da tye hen? Nei! Nei! det Løfte var ærligt meent og mit Haab, der blussede op med det nye Aar, vil ikke beskæmmes. – – Hvor der dog er lidt Glæde i en Kunstnersjæl, om jeg eier en saadan. Vel veed jeg, at jeg er svag, men naar jeg sad og tegnede Billeder, der skulde ud blandt Folk, hvor tit var det da ikke med den bedste Villie og med min hele Sjæl at jeg stræbte at give, hvad der havde glædet mig i Natur og Oldtidsminder. Mine Billeder skulde være folkelige og mangfoldige, Almuen, Bonden skulde glædes ved dem, skulde ved dem bestyrkes i Kjærlighed til sine Sagn, fortælle dem paa nye for sine Børn idet han viiste dem Gaardnissen som kommer om Natten og fodrer den smukke hvide Hoppe, eller den hellige Anders Kors. Bonden skulde skaane Steendyssen paa sin Mark, naar han saae den aftegnet – smukke •114• Drømme! udsprungne som jeg troede af en Kunstnersjæl, der kjærlig knytter sig til Folkepoesien og vil gjøre Alt for at holde Livet i den. Ja, jeg troer i saadanne Øieblikke, at jeg er Kunstner, men kunde jeg see Modtagelsen mine Sager nyder, see det haanlige Smiil, hvormed den Dannede betragter Afbildninger til ”Ammestue-Eventyr” – see det dumme Øie der i Bondestuen begloer dem, eller det sløve Blik, der hos Haandværkeren siger: jeg har Kone og Børn at sørge for, de mættes ikke af det Krims-Krams! – Det var de Billeder, der skulde bidrage deres Skjærv til, at den saakaldte Dannede skulde lære at agte sin Broder bag Ploven, og denne at agte sig selv, de Billeder, der skulde være en Glæde for Haandværkeren i hans Fritid. – Jeg meente det godt og gav det Bedste jeg havde, men det var ikke nok, mine Kræfter vare for ringe og jeg duer til Sligt lige saalidt som til at male Landskaber. Derfor, hvad Fordringer tør jeg gjøre til Livet, til Fædrelandet? tør jeg vente mere end det Nødtørftige til Livets Ophold og maa ikke allerede det være Meget. En Tigger bliver jeg saaledes, jeg, som drømte om at være til Glæde og Gavn for [overstreget: Medmen] mine Landsmænd. Jeg elsker mit Fødeland, men det kan ikke mærke det, og denne Kjærligheds-Blomst bliver nedtraadt! – •115• Her ligger maaskee Forfængelighed til Grund, dog ikke den sædvanlige Kunstnerforfængelighed, men jeg er for stolt til at være til ingen Nytte og der er noget Krænkende i at leve af, hvad Naade og Forfængelighed anvende paa Kunstsager, der ikke engang ere gode nok til at glimre. Dette er vel det Sande, men her vil jeg til deels lukke Øiet i for Sandheden og tro: at jeg fører et Kunstnerliv.