Johan Thomas Lundbyes dagbøger
13. apr. 1846
Florenz 2 Paaskedag
Idag kom jeg da for første Gang i Galleri: Pitti; skjøndt jeg saae meget alvorligt paa de deilige Sager der, saa kan jeg dog endnu ikke notere mig noget rigtigt. Kun vil jeg optegne:
- Raphael: Madonna della Seggiola, denne underlige Cirkel, der vel er udfyldt saa deiligt som nogen Cirkel paa Jorden. Kunde jeg i dette Billed fremhæve Noget, da skulde det vel være Marias Hoved, som i høi Grad henrev mig. Gaaer det dog ikke underligt med denne Kunstner; man kan gaae til ham med de størst tænkelige Forventninger, •8• og desuagtet skal han give endnu mere. Og i den simpleste Stilling: en Moder, der kjærligt slutter Barnet til sit Bryst – giver han noget saa høit og guddommeligt. Det er sat under Glas, men man seer det desuagtet tydeligt, saa at jeg ogsaa her ved nærmere Betragtning maatte studse over den Simpelhed og Fordringsfrihed, hvormed det er gjort. Det er smukt at kalde Raphael: den guddommelige, og det er trøsteligt, at han kun var et syndigt Menneske; at et Menneske skal kunde gives saa skjønne Evner.
- Raphael: Impanata. Jeg gik imellem dette og det førstnævnte i taus og stille Henrykkelse, jeg veed ikke hvor jeg helst vilde dvæle. Her er det smilende guddommelige Barn saa ganske henrivende, og Maria, seer man ikke den beskedne Qvinde, der føler sig uværdig til at have baaret Frelseren under Hjerte, hendes velsignede fromme Ansigt kan jeg aldrig glemme. Og Sta Catharina (?) som i Profil bøier sig mod Barnet – man har ikke Ord for Glæden ved at see saadanne Ting.
- Raphael: Madonna del Baldachino, uagtet •9• ustridigt under de andre saa dog, hvor deiligt er ikke ogsaa dette Billed. De fire værdige Helgenskikkelser og de to deilige syngende Engle foran. Men om det er forvadsket, eller om det aldrig har havt det Mættede i Farven som hans øvrige Billeder, skal jeg ikke kunne sige.
- Raphael: Esechiels Syn. I dette lille Billed har han fremstilt Skaberen med en Høihed som jeg synes overgaaer selv Michel Angelo i det Sixtinske Capel i Rom. I Farven er en uhyre Kraft og Virkning, men ogsaa her uden Spor af Anstrengelse eller Beregning. Det maatte saadan være, fordi han var den, mod hvem de alle bleve smaae.
- Raphael: Julius IIs Portrait. Det Hoved, hvis Vrede selv Mester Michel bævede for, er her fremstilt roligt næsten mildt, seende hen for sig; Armene støtter han simpelt paa Sidestykkerne af Stolen, hvis to forgyldte Ryggeknapper fortjene at bemærkes.
- Raphael: Leo Xs Portr med de to Cardinaler. Ja, jeg veed ikke om der nogensinde reistes Tvivl mod noget af de to Billeder, ganske eens, •10• begge bærende hans Navn; men det i Neapel forekommer mig dog at bære Prisen.
- Raphael: to deilige Portraiter, hvis Navne jeg har glemt; men dem skal jeg en anden Gang komme tilbage til.
- Perugino: Christi Gravlægning, hvori hver Figur er givet Præget af den dybeste, inderligste stille Sorg over Frelserens Død og jeg kan ikke tænke mig dette givet med større Simpelhed og Sandhed. Jeg glemmer aldrig Qvinden, der holder Christi Hoved mellem sine Hænder – ham der tilhøire folder Hænderne – og Figuren til venstre, som lægger Haanden op til Kinden. Dertil det døde Hoved – det er som Maleren maa have været selv det frommeste Gemyt, for at give Udtrykket af en saadan Taalmod under haarde Lidelser, der nu ere endte. Tornekronen ligger ved Siden, det blege Hoved, med Dødens Mærke i Farve og Træk, bøiet bagover. Det er i Sandhed opløftende – •11• og Pietro Perugino skal ogsaa aldrig glemmes ved Siden af hans elskelige Lærling. –
- Michel Angelos: Parcer. Endnu dette Billed, hvor den strænge alvorlige Forfatter har givet saa meget. Det Øie, som hun der spinder Traaden kaster til den tredie, der alt er beredt til at trykke Saxen sammen, synes at sige: er det ogsaa nu, at hans Livstraad skal overklippes? og det med hele Skjæbnens ubøielige Alvor. – Med Undtagelse af to Evangelister i Galleri Borghese, der ere mindre betydelige, har jeg aldrig seet noget Staffelibilled af Mich Angelo før dette, og det er her mere det høie Alvor i Udtrykket som forbauser, end den maleriske Behandling, den jeg dog i Capella Sistina i saa høi Grad maatte beundre i hans Frescer. Det er det første Indtryk af dette Billed – imorgen seer jeg det igjen. –
Ja, om Florenz kun havde Galleri Pitti, var det rigt, og G: Medici skal jo være langt rigere!
•12•
Samme Aften
Jeg har ikke kunnet lade være at kjøbe et Kobberstik efter Raphaels Portrait af: Maddalena Strozzi Doni, det jeg ikke før huskede Navnet paa, og jeg bringer saaledes i det mindste een kjær Erindring med mig fra Galleri Pitti. Jeg betalte det med 1½ Francesconi (3 Daler dansk med et rundt Tal). Det vil glæde mig ret levende at mindes dette smukke Billed, og sandelig, jeg havde Lyst at prøve paa at male et Portrait saaledes arrangeret. Hvorfor skulle Portraitter dog som oftest være Fabrikarbejde. O, kunde vi faa igjen de gamle Kunstneres Foragt for Smiger og deres sandhedskjærlige Opfatning.
Fakta
PDF13. apr. 1846
Dagbog G, side 7-12
Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS19998
Bjarne Jørnæs (red.): Johan Thomas Lundbye. Rejsedagbøger 1845-1846, Statens Museum for Kunst 1976, s. 197-199; Jesper Svenningsen (red.): Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye – Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed, København 2018, s. 418-420
Rafael (1483-1520). De otte omtalte malerier er henholdsvis Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 151, 127, 165, 174 og 79 (sidstnævnte tilskrives nu Tizian), Galleria degli Uffizi, inv.nr. 40P, samt Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 59 og 61.
Pietro Perugino (ca. 1448-1523). Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 164.
Maleriet er Palazzo Pitti, Galleria Palatina, inv.nr. 113, som nu tilskrives Francesco Salviati.