26. feb. 1845

26 Febr 1845.
Reisebetragtninger, som gaae over i ”Grundtonen”.
Nu har jeg roligt forberedt min Reise fra Danmark, fra det kjære Moderland! Saaledes maa jeg jo betragte det, thi, bevilges min Ansøgning, da kan jeg jo dog ikke træde tilbage. Og denne Reise, hvortil jeg seer som en Lykke, vil den ogsaa være det? Som Kunstner kan jeg slet ikke beregne dens Følger, og med Hensyn paa min hele øvrige Stilling, som jeg saa inderligt ønsker at forandre, omend ikke forbedre, hvordan vil den virke derpaa. Jeg venter i saa Henseende Meget af den. Den skal vise mig ud af alle Forhold, døve de Erindringer som idelig paatrænge sig mig og skaffe nyt Liv i mit stivnende Jeg. •10• Dog tør jeg ikke vente det gjennem lutter Behageligheder: Verdensdeel, ikke Sindsstemning skifter han, der drager over Havet, siger Horatz, og det har jeg ingensinde glemt, naar jeg tænkte paa [overstreget: mit] Reisen. Bittert vil jeg dog savne maaskee mangt et Forhold, som her er mig trykkende, og hun, min gamle Moder, der elsker mig. Men det vil styrke mig, og Danmark skal staae herligere for mig, end nogensinde, naar jeg har lært at savne det. En Maaned, hvor snart kan den være forbi, da har jeg Vished og denne Feber, hvori jeg nu gaaer, skal være forbi. –
Naar jeg før, for flere Aar tilbage, tænkte paa Fremtiden, da var jordisk Lykke mig utænkelig uden Kjærlighed. [overstreget: I] mine Drømme om Fremtiden gjennemvævedes yndigt deraf, men det er ikke mere saa. Jeg tør mindre tro derpaa, og naar jeg eftertænker mit Livs Begivenheder for omtrent et Aar siden, da maa jeg forundres over, at det var mig, som da udtalede en Bøn, der lød og afsloges som barnagtig, men som dog var det sidste Glimt af Haab om at naae Idealet af jordisk Lykke fra mine Drømme uden Krogveie. Nu er det forbi, og Barnagtigheden qvalt, den skal vist ikke yttre sig mere paa den Maade, men er jeg derfor bedre? nei – og er det en trøstelig Tanke: at Barnet skal stødes tilbage og den Besmittede, der veed lumskelig at snige sig frem, han skal opnaae sit Ønske. Bort! derfor med disse Længsler, de kunne ikke tilfredsstilles som jeg ønsker det. Jeg kan overraske mig selv imellem stunder ifærd med at bygge op en Fremtid, som jeg kunde ønske den, og jeg finder ikke andet qvindeligt Væsen i det Hele, end en gammel Kone, som holder min Stue varm og efterseer alle Knapper paa mit Tøi. Det skulde jeg mene at være sikkre Symptomer paa at det Barnagtige er borte, jeg er derved til mode, som naar jeg første Gang om Efteraaret seer Riimen og alle Blomster hænge med Hovedet. For et Aar siden drømte jeg andre Drømme, ja, jeg troede virkelig, at ved mit Bryst skulde en deilig Pige hvile sit Hoved, men det er forbi, og jeg synes ringere, end den flaueste Kontorbetjent, der i Selskaber og paa Gaden blærer sig med sin Kjære- •11• ste. Den Have er lukket for mig, ulykkeligt, at jeg saa dyrt maatte betale denne Vished. Og hvad hjælper alle mine Arrangements, hvad hjælper selv den gamle Kone med Knapperne, naar jeg dog ved Synet af yndige Piger føler: at mit Liv er usselt og fattigt og skummelt og eensomt og den Tid ikke fjern, da de Alle, der nu have tilovers for mig, skulle forlade mig: den, som Intet haver, fra den skal og det Lidet tages, som han haver! – Min Barndom gik hen, og først da jeg var Voxen følte jeg, at jeg aldrig havde været Dreng, min Ungdom eller dog dens Friskhed er forbi, men har jeg nogen Tid været ung? Skal mit hele Liv engang opvise lignende Resultater af Manddom og Alderdom – hvorfor mon jeg da blev til? –