18. maj. 1845

Kallundborg 18 May 1845.
smaae Kjærminder.
Jeg er kommet hertil imorges for at see min Moder og øvrige Familie endnu engang, inden jeg tager bort. – I den seneste Tid er der [overstreget: i Kjøbhvn] passeret saa meget i vor Familie: Theodors Bryllup, Antons og Petras Bryllup og en lille Brodersøn saae i Fredag Lyset d 16 May. – Iblandt de Mennesker, jeg er traadt i •29•Berørelse med paa den senere Tid, kan jeg ikke glemme her med et Par Ord at omtale den schönheyderske og bruunske Familie. Jeg kom som Tegnelærer i Geheimeraadens Huus i Begyndelsen af Vinteren, og snart blev jeg ogsaa bedt saavel til dem udenfor Timerne som ogsaa til Etatsraad Bruuns, og begge Steder nød jeg en saa hjertelig og velvillig Omgang, at jeg bestandig vil mindes disse Mennesker. Mine Elever vare: Frøken Hanne Schönheyder, Fr: Jette Schönheyder og Frøken Angelica Schönheyder samt deres Fætter Gottlieb Bruun. De gav mig ved Afskeden, da jeg havde fulgt dem hjem fra et Selskab hos Bruuns i Thorsdags Aftes en heklet Pengepung – nei, ikke den Aften – det var et Par Dage før, at de sendte mig den, som deres egne Hænders Værk. Men aldeles yndigt var det at høre den lille Engelke Bruun synge Kæmpeviserne; hun kunde flere, og i hendes lille Mund, det Indtryk glemmer jeg aldrig. Moderen med sit yndige, næsten veemodige Smiil spillede, og den lille deilige Pige stod ved Siden; hendes Øine gik roligt fra Frølich og mig til Moderens dybe Blik, noget skjønnere har jeg længe |ikke| seet, længe ikke hørt. Ellers var Frøken Hannes Stemme ogsaa deilig, og hendes ”Skjutsgasse” blev sunget med et rart Foredrag, som ogsaa Hr. Peder. De mærkede jo snart min Forkjærlighed for [overstreget: diss] de gamle Folkeviser, og sang dem med Beredvillighed. Den Aften, da jeg sagde dem Farvel følte jeg dog, at snart vilde jeg faae andet at prøve, end som hos disse gode Mennesker at forkjæles. – Og lille Engel græd, da hun hørte jeg skulde bort, saa jeg maatte sige: at vi skulle oftere sees, hvad jo blev Tilfældet, da hendes Forældre venligt indbød Lorenz, Skovgaard og mig til i Thorsdags, og samme Aften gav hun mig et ganske hvidt, figureret Silketørklæde, hvilket ”jeg skulde bruge, naar jeg skulde til Paven.” – Yndige Barn! naar jeg gjenseer Dig, er Du alt for stor til Leeg, for stor for mig – mine Billeder ere let borte eller kan dog ikke holde ud, men her er sat et lille Minde om Din Barnestemme, der udtalte, hvad der stedse har [overstreget: greb] berørt de inderste Strænge i min Sjæl. – Endnu een Ting maa jeg her berøre; det er det rare Besøg paa Bakkehuus hos Grundtvigs i Thorsdags Formiddags, hvor vi efter Chokoladen gjorde en munter Spadseretour i Søndermarken – I det hele taget vise Menneskene mig en saadan Velvillie nu, da jeg skal bort, at jeg kunde fristes til med Gunnar at sige: Aldrig var Hlid saa deilig som i Aften, jeg rider hjem! – Stakkels Gunnar! det kostede ham Livet – jeg reiser.